Påkørsel i London: 11 tilskadekomne og en anholdt

En bil er kørt op på fortovet, hvor 11 personer er blevet ramt. Ingen er tilsyneladende kommet alvorligt til skade.

Føreren af bilen blev overmandet straks efter påkørslen. (Foto: SOCIAL MEDIA © Scanpix)

Der meldes om 11 lettere tilskadekomne, efter at en bil i eftermiddag kørte op på et fortov foran naturhistorisk museum i London.

Ni af de 11 er blevet bragt til hospitalet for at blive behandlet, oplyser Londons ambulancetjeneste. Ingen personer er tilsyneladende kommet alvorligt til skade.

En person blev straks efter episoden tilbageholdt foran museet på Exhibition Road in South Kensington.

Politiet oplyser, at episoden ikke behandles som en terrorsag, men omtaler hændelsen som en påkørsel.

- Vi er ved at undersøge omstændighederne og motivet, lyder det fra politiet ifølge Reuters.

Der er ingen meldinger om alvorligt tilskadekomne. (Foto: Peter Nicholls © Scanpix)

Populært turistområde

BBC's reporter Chloe Hayward forlod museet, netop som ulykken skete.

- Jeg kunne se en bil, der kørte diagonalt på vejen, som om den havde retning mod kantstenen, og jeg kunne se flere personer omkring stedet - der var en eller to personer på fortovet, fortæalte hun umiddelbart efter episoden.

- Der kom en masse politi og helikoptere, og jeg kan se en ambulance med nogen i, sagde hun.

Exhibition Road i det vestlige London er et populært turistområde med flere museer. Naturhistorisk museum har mange besøgende i weekenden. Museet er nummer fire på en liste over de mest besøgte turistattraktioner i Storbritannien. Ifølge AP blev alle de omkringliggende museer og butikker evakueret, ligesom vejene i området blev afspærret.

Storbritannien er i næsthøjeste alarmberedskab på grund af forhøjet risiko for terror. I år har der i forvejen i været fem angreb, hvoraf et køretøj har været involveret i de tre.

Naturhistorisk museum er en af de mest populære turistattraktioner i London. (Foto: TOLGA AKMEN © Scanpix)
Facebook
Twitter