Påkørte med vilje udlændinge: Tysk mand tiltalt for mordforsøg

Det var formentlig racistisk motiveret, da en tysk mand nytårsnat flere gange kørte ind i menneskemængder.

Afspærringer i den tyske by Bottrop, hvor en 50-årig mand nytårsnat kørte ind i en gruppe mennesker. (Foto: Marcel Kusch © Scanpix)

Otte personer kom til skade heriblandt en alvorligt, da en 50-årig tysk mand nytårsnat kørte ind i menneskemængder i to forskellige byer.

Tysk politi rejser nu tiltale mod manden for flere forsøg på manddrab.

Alle tilskadekomne undtagen en kommer fra Syrien eller Afghanistan, og myndighederne går ud fra, at gerningsmanden, som kommer fra den tyske by Essen, var racistisk motiveret.

- Det var denne mands klare mål at dræbe udlændinge, sagde indenrigsminister i delstaten Nordrhein-Westfalen, Herbert Reul i går.

Indenrigsministeren sagde desuden, at der endnu ikke er beviser for, at manden har forbindelser til højreradikale grupper, men at han tilsyneladende handlede ud fra "en personlig bekymring og vrede, som har udviklet sig til fremmedhad".

Racistiske udtalelser

Manden forsøgte nytårsnat først at køre en enkelt fodgænger ned. Denne fodgænger nåede dog at springe i sikkerhed.

Herefter kørte bilisten til bymidten i Bottrop, hvor han pløjede ind i en gruppe mennesker.

Efter påkørslen fortsatte han til den større by Essen, hvor han selv har bopæl. Her forsøgte han at ramme en gruppe mennesker, der ventede ved et busstoppested.

Allerede ved anholdelsen har manden angiveligt udtalt sig racistisk.

Ifølge det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel sagde manden, at de mange udlændinge er et problem for Tyskland, som han ville løse.

Mediet skriver desuden, at manden mindst en gang har været indlagt på en psykiatrisk afdeling. Ifølge efterforskerne lider han af skizofreni.

Facebook
Twitter