Pårørende i Uvalde samles for at bede, sørge og spørge: Hvordan kunne det gå så galt?

Indbyggere samles til stor mindehøjtidelighed for at bede, efter 19 børn og to voksne blev dræbt under skoleskyderi.

Uvaldes indbyggere samles onsdag på byens stadion Uvalde County Fairplex for at bede, efter at 19 børn og to voksne blev dræbt under et skoleskyderi tirsdag. (Foto: MARCO BELLO © Ritzau Scanpix)

Opdatering: Teksterne til billedserien i begyndelsen af artiklen var tidligere på engelsk. Det beklager vi. Fejlen er nu rettet.

Der findes et før - og der findes et efter - i den lille by Uvalde i den amerikanske delstat Texas.

Byen er nemlig på få dage blevet forandret for altid, efter en 18-årig mand i tirsdags skød og dræbte 21 mennesker på en lokal folkeskole.

Midt i al håbløsheden forsøgte indbyggerne onsdag aften at forstå og stå sammen gennem en stor mindehøjtidelighed i byen.

Forstå hvorfor og hvordan det kunne gå så galt, at 19 børn og 2 skolelærer blev dræbt.

- Det er en by i sorg, og mange har ikke vidst, hvor de skulle søge hen, så man forsøgte at søge et fællesskab, hvor man kunne gå hen med sin smerte, siger DR's USA korrespondent, Lillian Gjerulf Kretz, der selv deltog.

  • Tårerne fik frit løb under Uvaldes mindehøjtidelighed for tirsdagens skoleskyderi, der er det mest dødbringende i over ti år. (Foto: Chandan Khanna © Ritzau Scanpix)
  • Uvalde County Fairplex var spækket med små børn, familier og andre samfundsmedlemmer onsdag aften i en massevagt for ofrene for tirsdagens skoleskyderi. (Foto: MARCO BELLO © Ritzau Scanpix)
  • En lokal kvinde er i dyb sorg, efter en 18-årig mand tirsdag formiddag dræbte 19 børn og to lærere på Robb Elementary School. (Foto: MARCO BELLO © Ritzau Scanpix)
  • Uvaldes indbyggere har tidligere bedt for ofre andre steder i USA. Nu beder byens borgere for hinanden i Uvalde County Fairplex. (Foto: Brandon Bell © Ritzau Scanpix)
  • Lige sydvest for centrum af Uvalde meldte omkring 1.000 samfundsmedlemmer sig ind på det multifunktionelle stadion. (Foto: Jordan Vonderhaar © Ritzau Scanpix)
1 / 5

Over 1.000 indbyggere var stuvet sammen i Uvaldes multifunktionelle stadion i et hav af byens rødbrune skolefarve. I ægte Texas-stil bliver stadionet normalt brugt til alt fra rodeo-træf til våbenshows, men den aften var hele byen mødtes for at bede.

- Det var fuldstændig pakket, fortæller Lillian Gjerulf Kretz.

- I Texas er kirken et samlingspunkt, og mange i det her område er stærkt troende. Alle racer og politiske overbevisninger var mødt op for at vise deres støtte og mange brød sammen, da de begyndte at bede.

'Vi søger Herren, så godt vi kan'

Den aften i Uvalde stod byens præster med deres livs måske vigtigste opgave.

På engelsk og spansk bad præster fra forskellige kirker i Uvalde samfundet om at forene sig i bøn.

- Vi elsker vores samfund, vi elsker vores farver, sagde præsten Carlos Contreras på spansk. Han er selv vokset op i Uvalde og gik på Robb Elementary School, hvor de 21 mennesker blev dræbt, skriver det lokale medie Texas Tribune.

- Vi forstår måske ikke, hvad der skete i går, men vi søger Herren, så godt vi kan, sagde han.

På de proppede tribuner stod unge som gamle, Texas' guvenør, Greg Abott, og senator Ted Cruz, skulder ved skulder med bøjet hoved og strakte arme for at bede.

- Vi har alle været berørt af det. Vi kender alle hinanden. Det kommer til at tage noget tid, sagde præsten Carlos Contreras og blev suppleret af en anden præst Tony Gruben, der helt simpelt lod de fremmødte vide:

- Jeg vil have, at I er klar over, at vi elsker jer. Præsterne i dette samfund, mennesker i dette samfund, vi elsker hinanden.

Efterfølgende fortsatte fællesskabet og sammenholdet foran stadion. Indbyggerne omfavnede deres familie, venner og nabo, fortæller Lillian Gjerulf Kretz:

- Folk dannede mindre grupper, hvor de kunne tale med en præst og få hjælp til deres sorg.

- Ovre på den anden side af vejen havde Røde Kors slået et telt op, hvor børnene og de pårørende kunne få hjælp til krisehåndtering og kommende begravelser til dem, der står i den allerværste situation, siger hun.

Selvom mindehøjtideligheden gav indbyggerne en kortvarig følelse af tryghed og sammenhold, så er det en by fyldt med sorg.

- Mange har sagt: 'vi troede ikke det kunne ske her - i vores by'. Folk har svært ved at forstå, hvad der reelt er sket midt i deres hverdag - i deres skole, lige der, hvor de bor, siger Lillian Gjerulf Kretz.

Livet i Uvalde er forandret for altid og for nogle familier er det fuldstændig ødelagt, fortalte Lillian Gjerulf Kretz, DR's USA-korrespondent, onsdag aften:

Handling frem for ord

Men alle søger ikke kun trøst. For mange, både i og uden for Uvalde, overskygger vreden nu sorgen.

De kræver handling fremfor ord, siger Lillian Gjerulf Kretz.

- Det lød: Det er godt med bøn, men det redder ikke vores andre børn. Mange der mødte op i går kræver også handling.

- Senator Ted Cruz og Texas guvernør Greg Abott mødte op, men ville ikke svare på spørgsmål. De ville finde og give trøst, sagde de. Men de vil ikke skærpe lovgivningen. Og som mange amerikanere spørger, efter så mange skoleskyderier: Hvornår gør politikerne noget?

Det byen og mange over hele USA nu spørger sig selv, er, hvordan den 18-årige kunne trænge ind på skolen, og hvorfor det skulle tage over en time, før de over 100 politimænd trængte ind på skolen.

Uvalde beboeren Anna Castro og hendes familie mistede fire unge familiemedlemmer på én tragisk formiddag; tre piger og en dreng. Og hun sætter ord på nogle af de spørgsmål byens indbyggere står tilbage med:

- Jeg spørger, hvordan han kom ind i bygningen? Hvordan kom han ind i klasselokalerne?

- Hvordan skete det? Hvor gik det galt? Vores skoler er ikke gearede til at holde dem ude. Vores stat - USA - er ikke i stand til at holde dem fra at gøre vores børn fortræd. De bliver dræbt i skolen, siger hun grædende.

'Et lammet politisk system'

For mange familier både i Uvalde og i resten af USA er sorgen blevet erstattet med vrede over for politikerne, fortæller Lillian Gjerulf Kretz, DR's USA-korrespondent:

Angrebet på Robb Elementary School i Uvalde er 27. gang, der er et skyderi på en amerikansk skole alene i år.

De mange pårørende og fremmødte til mindehøjtideligheden håber nu bare, at andre byer ikke skal ende som et nyt Uvalde.

Flere af byens indbyggere vil have en strammere våbenlovgivning, der gør det sværere for unge helt ned til 18 år at købe et våben. Anna Castro drømmer om, at politikerne bare gør noget - et eller andet. Og som Eliza, én af de andre fremmødte, konstaterer:

- De vil gøre det sværere for dig at købe cigaretter og alkohol, men du kan uden problemer købe våben som 18-årig.

Men som med så meget andet i USA, så splitter våbendebatten befolkningen og politikerne i to uforenelige lejre, siger Lillian Gjerulf Kretz, der peger på, at den meget magtfulde våbenlobby nærmest har lammet det politiske system i USA.

- På den ene side har man folk, der ser det som en ukrænkelig ret at bære våben og mener, at vejen til at beskytte børn for eksempel er at bevæbne lærere.

- Den anden side mener, at der er brug for en våbenlovgivning, der forhindrer en 18-årig i at købe et halvautomatisk våben og skyde små børn ned. De vil have baggrundstjek og stramninger af våbenlovgivningen, for der er flere våben i det her land end mennesker, siger hun.

Men man skal ikke forvente, at der er større tiltag på vej, siger DR's korrespondent i USA, Lillian Gjerulf Kretz.

Flere af de republikanske politikere har brug for vælgere på den yderste højrefløj, og frygter det vil være politisk selvmord ved næste primærvalg, hvis de går med til stramninger.

- Jeg er ked af at sige det, men jeg har svært ved at se det - særligt når man har fulgt våbendebatten gennem mange år.