Pædofilianklaget finansmand fundet død i sin celle

Jeffrey Epstein, der er tiltalt for at misbruge mindreårige seksuelt, er fundet død i sin celle.

Statsanklager Geoffrey Berman peger på et fotografi af Jeffrey Epstein, da han offentliggør tiltalen for menneskehandel af mindreårige i New York, den 8. juli 2019. (Foto: Shannon Stapleton © Reuters via Scanpix)

Den amerikanske milliardær, Jeffrey Epstein, der er tiltalt for at misbruge mindreårige piger seksuelt og for menneskehandel, blev fundet død i sin fængselscelle på Manhattan omkring kl. 7.30 om morgenen, lokal tid, rapporterer flere amerikanske medier.

Den 66-årige finansmand var tiltalt for menneskehandel med piger helt ned til 14-årsalderen og var også under mistanke for at have bestukket potentielle vidner til at tie i sagen.

Han var i forvejen en registreret sexforbryder.

For tre uger siden blev han fundet bevidstløs med mærker på halsen i sin celle. Siden har han været under overvågning for at undgå et selvmordsforsøg mere.

Var skyld i ministerafgang

Jeffrey Epstein var blandt andet medvirkende til, at USA's beskæftigelsesminister, Alexander Acosta, måtte trække sig tilbage.

Som statsanklager havde han nemlig indgået et forlig med Jeffrey Epstein for 11 år siden, hvor rigmanden slap med en mild straf.

Sagen slutter ikke her

Advokaten Lisa Bloom, der repræsenterer de sagsøgende, har kommenteret på hændelsen, skriver MSNBC:

- På vegne af de ofre, jeg repræsenterer, ville vi have foretrukket, at han (Jeffrey Epstein, red.) havde levet og fået sin straf. Vores civile søgsmål fortsætter mod hans bo. Ofre fortjener at blive hele igen oven på den livslange skade, han har gjort. Vi er blot begyndt, konstaterer hun.

Jeffrey Epsteins egne advokater, Reid Weingarten, Marty Weinberg og Michael Miller, skriver i en erklæring, at de endnu ikke har kunnet få dødsårsagen bekræftet, men at det vil blive undersøgt.

- Vi er enormt kede af at høre nyheden i dag. Ingen burde dø i fængsel, udtaler de, ifølge New York Times.

Ifølge advokaterne er Jeffrey Epsteins yngre bror, Mark, umiddelbart hans eneste levende familie.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk