Pakistan: Bombeangreb i Peshawar

Bombeangreb er hverdagskost i den pakistanske by, Peshawar. Senest er det gået ud over en bank. Indbyggerne er efterhånden hærdede, men angrebene påvirker dem stadig.

Bombeangreb er hverdagskost i den pakistanske by, Peshawar. Senest er det gået ud over en bank. Indbyggerne er efterhånden hærdede, men angrebene påvirker dem stadig.

- Jeg så hænder, ben og lig flyde over det hele.

Sådan beskriver Abdel Bilal, indbygger i Peshawar, det seneste scenarie d. 26. september efter endnu et angreb i den pakistanske storby.

Den seneste bombe i Peshawar eksploderede foran en bank midt på dagen. Otte mennesker mistede livet, og tres blev såret.

Adel Bilal var inde i banken da angrebet fandt sted. Han troede, bygningen ville styrte sammen og løb ud på gaden.

Storbyen Peshawar i Pakistan er landets farligste by. Byen ligger tæt på stammeområderne på grænsen til Afghanistan, hvor Taliban huserer. Fra Afghanistan sender Taliban gang på gang selvmordsbombere ind i Peshawar.

Når det går værst for sig, bliver byen angrebet et par gange om ugen.

Med livet som indsats

Få hundrede meter fra eksplosionen ved banken ligger der et hotel. Det har været lukket i et stykke tid, for hotellet mangler sin facade. Den blev revet væk under et tidligere angreb.

Hotellets direktør, Aktar Septswati, har dog tænkt sig at genåbne hotellet, på trods af risikoen for at blive angrebet igen.

- Når man tager hjemmefra om morgenen, ved man ikke, om man kommer hjem i live, siger han til DR Nyheder.

Selv om han godt er klar over, at han sætter livet på spil, når han hver dag går på arbejde, nægter h an at lade terroristerne bestemme.

Foran banken er man i gang med rydde op efter angrebet. Indbyggerne i Peshawar er hærdede og vant til meget. Alligevel efterlader angrebene spor hos dem, som overlever.

- Jeg har taget sovepiller lige siden eksplosionen, siger Adel Bilal, for når jeg lukker øjnene kommer billederne tilbage. Lyden af eksplosionen og synet af de døde. Jeg har aldrig oplevet noget som det.

I følge de officielle statistikker dør cirka 200 om året på grund af selvmordsbomber i Peshawar. Men det reelle tal er formentligt højere