Pakistan: USA's droneangreb er lovløse

Pakistan øger kritik af USA's droneangreb, hvoraf det seneste øjensynligt var rettet mod al-Qaedas nummer to.

Den amerikanske droneangreb har vakt voldsom vrede i Pakistan. (Foto: MK Chaudhry © Scanpix)

Pakistan protesterer i stadig stærkere toner over amerikanske droneangreb på ekstremister i landets nordvestlige dele. I en erklæring tirsdag bliver de amerikanske angreb kaldt for "lovløse."

Richard Hoagland, den amerikanske charge d'affaires i Pakistan, blev tirsdag kaldt til det pakistanske udenrigsministerium, som klager over Washingtons politik.

Pakistan har gentagne gange kaldt angrebene med ubemandede fly for "undergravende", og landets parlament har i en erklæring kaldt dem "uacceptable."

Det seneste droneangreb var rettet mod et højtstående medlem af al-Qaeda, Abu Yahya al-Libi. Ved et angreb mandag blev 15 mennesker dræbt, men det er uklart, om al-Qaeda-lederen, der anses for at være nummer to i terrornetværket, var blandt dem.

Krænker landets suverænitet

Angreb med ubemandede droner, der sendes ind over Pakistan fra Afghanistan og styres i kontrolcentre i USA, har været en succes, som i årevis har præget USA's indsats mod al-Qaeda og Taliban.

Luftangrebene betegnes som meget effektive af embedsmænd i Pentagon.

I Pakistan ses flyangrebene imidlertid som krænkelser af landets suverænitet, og der er blevet dræbt og såret civile ved en del droneangreb.

Den skrøbelige alliance mellem Washington og Islamabad blev svækket sidste år, da en amerikansk specialenhed dræbte Osama bin Laden i Pakistan, og da 24 pakistanske soldater blev dræbt ved en fejl under amerikanske luftangreb.

/ritzau/AFP

Facebook
Twitter