Pakistans tidligere premierminister Musharraf er dømt til døden

Ekspræsidenten er dømt for højforræderi for sin håndtering af en situation i landet i 2007.

Pakistan tidligere leder Pervez Musharraf er ved en særlig høring i Islamabad dømt til døden. (Foto: FAISAL MAHMOOD © Scanpix)

Den tidligere pakistanske premierminister Pervez Musharraf er blevet dømt til døden ved domstol for højforræderi.

Domstolen dømte 76-årige Musharraf for højforræderi i en sag, der har verseret siden 2013.

Musharraf er dømt in absentia - det vil sige, at han ikke selv var til stede i retten. Det skyldes, at han i øjeblikket er i Dubai. I 2016 fik han lov til at forlade Pakistan af medicinske årsager.

Eksgeneralen tog magten i 1999, da han væltede premierminister Nawaz Sharifs daværende regering, og han var præsident fra 2001 til 2008.

Sagen drejer sig om, hvordan ekspræsidenten håndterede en situation i landet i 2007, da han indførte undtagelsestilstand i flere uger.

Landets forfatning blev sat til side, og nationalforsamlingen blev afsat. Det samme skete med dommerne, der erklærede undtagelsestilstanden for ugyldig, da Musharraf forsøgte at forlænge sin tid som præsident.

Havde smerter i brystet

Retssagen blev indledt i 2014, men den er gentagne gange blevet udsat. Blandt andet fordi Musharraf har haft smerter i brystet.

Han er den første ekspræsident i Pakistan, der bliver dømt for at have sat sig over loven.

Både i 2013 og 2018 forsøgte Musharraf at stille op til præsidentvalget i Pakistan, men en domstol i Pakistan afviste at lade ham deltage i valget.

/ritzau/

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk