Palæstina om USAs stop af flygtningehjælp: 'Det styrker terrorisme i regionen'

Den palæstinensiske præsident mener, at USA gør hele regionen en bjørnetjeneste.

Den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas er vred over, at USA har stoppet støtten palæstinensiske flygtninge genne FN-agentur. (Foto: MOHAMAD TOROKMAN © Scanpix)

Først valgte det amerikanske Udenrigsministerium i sidste uge at skære mere end 200 millioner dollar af nødhjælpen til palæstinensere på Vestbredden og i Gaza. Og i morges, dansk tid, valgte USA så at stoppe al støtte til FN-organisationen UNRWA, der hjælper palæstinensiske flygtninge.

Det oplyser det amerikanske udenrigsministerium.

Begge dele sker efter direkte anvisning fra præsident Donald Trump, der er raget uklar med de palæstinensiske ledere og særligt præsident Mahmoud Abbas.

Deres forhold led gevaldigt knæk, da Trump besluttede at flytte den amerikanske ambassade i Israel fra Tel Aviv til Jerusalem. Byen som både den jødiske og muslimske befolkning i Israel gør krav på.

Styrker terrorisme

En talsmand for den palæstinensiske præsident siger, at den amerikanske beslutning om at skære midler til FN-agenturet, er et angreb på det palæstinensiske folks rettigheder.

- Det her tiltag tjener freden, men styrker snarere terrorisme i regionen, siger Abbas gennem sin talsmand.

Det amerikanske Udenrigsministerium begrunder beslutningen med, at den økonomiske model bag UNRWA er en uoprettelig fejlslået operation.

- Administrationen har omhyggeligt undersøgt sagen og besluttet, at USA ikke vil bidrage yderligere til UNRWA, siger Heather Nauert, talsmand for Udenrigsministeriet.

USA leverer næsten 30 procent af det samlede budget for UNRWA og havde krævet, at der blev gennemført betydelige reformer. Dagens beslutningen reducerer budgettet med næsten 300 millioner dollars.

Ambassaden, der blev flyttet

Da USA flyttede ambassaden i Israel, sagde den palæstinensiske udsendte i USA, Husam Zomlot, at Trump-administrationen ødelagde de visioner og det engagement, som USA ellers havde haft i Palæstina:

- Efter Jerusalem og UNRWA er dette blot endnu en bekræftelse på, at USA dropper sin støtte til tostatsløsningen og i stedet fuldstændig omfavner Netanyahus (den israelske premierminister, red.) agenda imod fred, sagde Husam Zomlot.

Zomlot har også i en pressemeddelelse kommenteret, at USA nu endegyldigt stopper støtten FN-organisationen UNRWA, der bistår palæstinensiske flygtninge. Men Zomlot og hans organisation og delegation i USA har glemt at forlænge deres domænenavn.

Hos UNRWA beklager man USA's beslutning.

- Vi afviser i de stærkeste vendinger kritikken af, at UNRWA's skoler, sundhedscentre og nødhjælpsprogrammer er "uopretteligt fejlslåede", skriver Chris Gunness, der er talsmand for organisationen, på Twitter.

USA's beslutning om at skære i hjælpen til palæstinensiske flygtninge kommer midt i en humanitær krise i Gaza, hvor der siden marts har været talrige voldsomme sammenstød.