Palæstinensisk minister dør efter sammenstød med israelske soldater

Den palæstinensiske minister Ziad Abu Ein blev angiveligt tæsket med blandt andet geværskæfter.

Her ses Ziad Abu Ein i heftig diskussion med israelske soldater. Han mistede livet efter det voldsomme sammenstød. (Foto: ABBAS MOMANI © Scanpix)

En palæstinensisk minister er død onsdag efter sammenstød mellem palæstinensiske demonstranter og israelske sikkerhedsstyrker i Turmusiya på Vestbredden.

Det bekræfter den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, der fordømmer episoden som et barbarisk drab.

Ziad Abu Ein, som var minister for håndteringen af ulovlige israelske bosættelser, døde i en ambulance på vej til et hospital i Ramallah.

Direktøren på hospitalet i Ramallah fortæller, at Ziad Abu Ein døde, efter at han var blevet slået i brystet, skriver nyhedsbureauet AFP.

Tre dages landesorg

Ifølge en fotograf på stedet fyrede israelske soldater tåregas ind i gruppen på omtrent 300 palæstinensere, som var i færd med at plante oliventræer.

En palæstinensisk sikkerhedskilde siger til det franske nyhedsbureau, at ministeren blev banket med geværskæfter og hjelme under protestdemonstrationen.

Ziad Abu Ein faldt til jorden efter episoden, og kort efter fik han behandling af en israelsk læge, inden han blev hentet af en ambulance.

Præsident Mahmoud Abbas har erklæret tre dages sorg for det palæstinensiske folk.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk