Pandemien truer festlighederne: Nytåret bliver markant anderledes i hele verdenen

Få overblik over, hvordan Covid-19 påvirker det nye års komme verden over.

Få overblik over restriktioner op til nytår i resten af verden. Grafik: Sofie Jackson Bangsgaard.

Nytåret står før døren, men coronaens anden bølge hærger. Herhjemme skal vi indstille os på at fejre nytår på en for mange ukendt og afdæmpet maner. Men ved udgangens af pandemiens år er restriktionerne flere steder langt mere stramme, end de er i Danmark.

Vi giver et overblik.

Frankrig

Den franske indenrigsminister Gerald Darmanin har sendt politiet på gaden nytårsaften for at sikre, at udgangsforbuddet opretholdes. (Foto: GONZALO FUENTES © Scanpix)

100.000 franske gendarmer bliver nytårsaften sendt på gaden for at opretholde udgangsforbuddet i en række franske byer, herunder hovedstaden Paris.

Indenrigsminister Gérald Darmanin har beordret den synlige sikkerhedstilstedeværelse i byer og forstader fra kl. 20, når det regelmæssige udgangsforbud begynder.

Irland

En kvinde på et surfbræt ud for den irske by Galway, hvor regeringen netop har skærpet restriktionerne. (Foto: Clodagh Kilcoyne © Scanpix)

Irland har indført sit højeste niveau af restriktioner torsdag og forbyder alle husstandsbesøg, lukker al ikke-væsentlig detailhandel og begrænser rejser til fem kilometer fra husstanden.

Nederlandene

En kunde får sig en en oliebol, en traditionel nederlandsk donut, der særligt sælges op til nytår. (Foto: EVERT ELZINGA © Scanpix)

Nederlandene er i øjeblikket under en lockdown, der er udset til at vare indtil 19. januar 2021. Landets traditionsrige nytårsnedtælling finder sted bag lukkede døre på et fodboldstadion i Amsterdam.

Tyrkiet

Tyrkiet begynder en fire dage lang nedlukning nytårsaften.

Indien

For at undgå at mange mennesker samles i det centrale Dehli har de indiske myndigheder valgt, at en række centrale metrostationer lukkes nytårsaften. Derudover gælder maskepåbud, og der opfordres til at opretholde social afstand.

Tyskland

Den tyske kansler Angela Merkel under gårsdagens nytårstale fra Berlin. (Foto: pool © Scanpix)

Tyskland, der blev rost for håndteringen af den første virusbølge i foråret, er blevet hårdt ramt af den anden bølge. Mere end 32.000 mennesker er siden pandemiens begyndelse døde med virusset, og onsdag passerede det daglige antal dødsfald for første gang 1.000.

Landet er delvist lukket ned indtil 10. januar, hvor de fleste butikker er lukket. Det samme er skoler, restauranter samt kulturelle- og fritidsfaciliteter.

Skotland

Folk i hele landet opfordres til at blive hjemme og ikke bevæge sig udenfor nytårsaften.

- Det glæder mig absolut ikke at sige dette, men nytår bør fejres i eget hjem, sagde førsteminister Nicola Sturgeon til Sky News:

- Vi glæder os alle til at kigge tilbage på 2020, men for nu er det vigtigt, at vi gør alt, vi kan for at reducere risiko.

USA

Den traditionelle bold, der falder ved midnat, på Times Square i New York, testes. (Foto: Carlo Allegri © Scanpix)

Over 3.900 mennesker har mistet livet i USA det seneste døgn på grund af covid-19, hvilket er det højeste antal på en dag under pandemien. Det viser den løbende opgørelse fra Johns Hopkins University ifølge nyhedsbureauet AFP.

De Forenede Arabiske Emirater

I hovedstaden Abu Dhabi er det ikke tilladt at arrangere eller deltage i fester eller middage med mere end 10 personer nytårsaften. Der er indført store bøder for at bryde forsamlingsforbudet - 16.000 kroner for at holde festen og 8.000 kroner for at deltage.

Letland

En mand fodrer fugle ved floden Daugava i den lettiske hovedstad, Riga. (Foto: Toms Kalnins © Scanpix)

For at få styr på spredningen af SARS-CoV-2 coronavirus har den lettiske regering indført udgangsforbud mellem klokken 22 om aftenen og fem om morgenen gældende indtil 4. januar 2021.

Storbritannien

I Storbritannien meddelte premierminister Boris Johnson onsdag, at yderligere 20 millioner mennesker i England vil blive placeret i det hårdeste niveau af begrænsninger fra nytårsaftensdag.

- Jeg må bede jer om at følge reglerne, hvor I bor i morgen aften og se det nye år sikkert derhjemmefra, sagde Johnson under en pressekonference.

Taiwan

Byerne Kaohsiung, Tainan, Taichung, Taoyuan, Chiayi og Keelung sagde alle sent onsdag, at de ville aflyse nytårsbegivenheder såsom fyrværkeri og har bedt folk om at se hjemme online og på tv.

Australien

En tom Sydney havn forud for nytårsfejringen. (Foto: MIck Tsikas © Scanpix)

I Australiens største by, Sydney, hvor antallet af smittede er vokset daligt, er folk blevet bedt om at blive hjemme og undgå det berømte fyrværkeri ved havnen ved midnat. Der er også indført begrænsninger i den sydlige del af delstaten Victoria.

Sverige

- Hold en skistavs afstand, står der på et skilt ved et skilift i Sverige. (Foto: TT News Agency © Scanpix)

Intet coronaoverblik uden et stop i Sverige. Her vil kirkeklokkerne i Sveriges 13 domkirker ringe på samme tid i ti minutter. Det sker til minde om de mennesker, som er døde under coronapandemien.

Efter at Sverige et langt stykke hen ad vejen har haft en anden tilgang til bekæmpelsen af coronavirus end mange andre lande, ændrede det sig i november, hvor smittetallene steg voldsomt. Siden har regeringen taget skrappere midler i brug for at bremse smittespredning, blandt andet ved at skærpe grænsen for forsamlinger.

Og kort før jul blev ansatte på statslige og regionale arbejdspladser sendt hjem indtil 24. januar, og på restauranter er det nu forbudt at servere alkohol efter klokken 20.

Facebook
Twitter