Panikslagne gæster maser 17 til døde på natklub i Venezuela

En tåregasgranat udløste panik og fik 500 mennesker til at løbe mod udgangene på en overfyldt klub i Caracas.

17 mennesker har mistet livet på en natklub i Venezuelas hovedstad, Caracas. Her ses pårørende til nogle af ofrene. (Foto: MARCO BELLO © REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

Mindst 17 mennesker mistede livet på en overfyldt klub i Caracas i Venezuela tidligt lørdag, da en tåregaspatron blev detoneret og udløste panik.

- De omkomne blev mast og trampet ihjel, da over 500 mennesker løb mod udgangene i klubben, oplyser den venezuelanske indenrigsminister, Nestor Reverol, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- De var samlet til en fest på klubben Los Cotorros i Caracas-bydelen El Paraíso, da tåregaspatronen blev detoneret under en slåskamp mellem adskillige yngre personer, siger Reverol på statsligt tv.

- Otte af de dræbte var under 18 år, siger han.

Kunne ikke komme ud

Mindst fem andre er kvæstet.

- Det eneste, jeg ved, er, at min søn er død, siger 43-årige Nilson Guerra ifølge nyhedsbureauet AP.

Politiet har ifølge indenrigsministeren anholdt syv personer i sagen. To af de anholdte er teenagere og menes at have affyret tåregasgranaten.

Julio Cesar Perdomo siger, at hans søn har fortalt, at tåregassen blev affyret fra et badeværelse, og at det ikke var muligt for de mange gæster at flygte fra stedet, da dørene var lukkede.

- Børnene kunne ikke komme ud, siger Julio Cesar Perdomo.

I 2002 omkom 47 mennesker på en natklub i Caracas i forbindelse med en brand. De fleste døde af røgforgiftning, mens andre blev mast og trampet ihjel.

/ritzau/

Facebook
Twitter