Pansrede bilruder blev knust, da Musk præsenterede ny bil: 'Plads til forbedringer'

Det gik ikke helt som planlagt, da Elon Musk fik kastet en metalkugle på ruderne.

Topchefen i det amerikanske bilfirma Tesla, Elon Musk, har præsenteret en ny batteridrevet pickup, som er noget ud over det sædvanlige.

Køretøjet, der har fået navnet Cybertruck, overraskede med sit skarpe ydre i rustfrit stål, da det natten til fredag dansk tid blev præsenteret på hjemmebanen i Hawthorne i Californien.

Men ikke alt gik efter planen ved fremvisningen.

Bedst som Musk stod på scenen og præsenterede sin nye Cybertruck, ville han demonstrere, hvor stærke de pansrede bilruder er.

Bilens chefdesigner, Franz von Holzhausen, kom på scenen og kastede en metalkugle først mod den forreste siderude, som knustes. Siden kastede han kuglen mod den bageste siderude, som også knak.

Ifølge BBC kunne man høre Musk bande, inden det lød fra ham: "Der er plads til forbedringer".

  • Cybertruck hedder den nye ladbil fra Teslas topchef, Elon Musk. (Foto: Frederic J. BROWN © Scanpix)
  • Køretøjet, der har fået navnet Cybertruck, blev præsenteret på hjemmebanen i Hawthorne i Californien. (Foto: Frederic J. BROWN © Scanpix)
  • ifølge BBC kunne man høre Musk bande, inden det lød fra ham: "Der er plads til forbedringer". (Foto: Frederic J. BROWN © Scanpix)
1 / 3

Ambitionen er at gøre indhug i de store amerikanske bilselskabers andel af pickups og små lastbiler.

Prisen overrasker ikke i første omgang. 39.000 dollar eller cirka 263.000 kroner i den billigste udgave. Skulle den nogensinde nå til Danmark, vil det være til en hel anden pris, når told og afgifter indregnes.

/ritzau/

Rettelse: Det fremgik tidligere af artiklen, at Elon Musk slog med en jernstang på ruderne. Det er rettet til, at det var bilens chefdesigner, som kastede en metalkugle mod ruderne.