Paris: 3.000 migranter fjernes fra lejr

Franske myndigheder flytter flere tusinde migranter fra Paris til centre uden for byen.

3.000 flygtninge og migranter, fortrinsvis fra Afghanistan, er blevet flyttet fra en lejr i Paris til centre andre steder i Frankrig. (Foto: Joel Saget © Scanpix)

Franske myndigheder er begyndt at flytte flere end 3.000 migranter fra en lejr i den nordøstlige del af hovedstaden Paris.

Migranterne opholdt sig nær kanalen Saint-Martin under en togbro i byen. Aktionen forløb fredeligt, oplyser en journalist fra nyhedsbureauet AFP, der var til stede under forløbet.

Myndighederne har samlet op mod hundrede mandlige migranter bag en politiafspærring i en del af lejren, som primært huser afghanere.

Målet med aktionen er at flytte migranterne væk i busser og fordele dem i centre i området omkring Paris. Den første bus, der ankom til et af centrene før daggry, blev modtaget med et bifald.

Aktionen sker, efter franske myndigheder i sidste uge lukkede en lejr i Calais i den nordlige del af Frankrig.

Lejren i Calais, der går under navnet Junglen, har i flere år fungeret som midlertidigt bosted for flygtninge og migranter.

/ritzau/

Facebook
Twitter