Paris sagsøger Airbnb for knap 100 millioner kroner

Ifølge franskmændene er flere end 1.000 reklamer på boligudlejningssitet ulovlige.

Fransk lovgivning muliggør, at virksomheder kan få bøder på op til 93.000 kroner per reklame. (Foto: Joel Saget © Scanpix)

Den franske hovedstad Paris vil sagsøge boligudlejningsportalen Airbnb for 93 millioner kroner.

Boligejere i Paris kan maksimalt udleje deres hjem 120 dage om året og skal samtidig registrere sig som virksomhedsejere samt påføre et registreringsnummer på enhver reklame. Og ifølge franskmændene er det altså ikke sket i minimum 1.000 tilfælde, skriver BBC.

Ifølge fransk lovgivning kan sådanne overtrædelser straffes med bøder på op til 93.000 kroner per reklame.

Ifølge Airbnb er reglerne i Paris ineffektive og i modstrid med europæisk lovgivning.

Paris næstmest besøgte destination

Ifølge Airbnb sørger virksomheden selv for at sikre, at udlejere i Paris overholder 120 dages-reglen.

Efter en bolig har været optaget i 120 dage, vil udlejningskalenderen automatisk blive blokeret, så der ikke kan tilføjes flere udlejninger, skriver Airbnb på sin hjemmeside.

Airbnb deler dog ikke informationer omkring brugernes antal udlejninger med myndighederne, skriver de.

Ifølge en rapport fra statistikportalen Statista, var Paris næst efter London den mest besøgte Airbnb-destination i 2018.

70 udlejningsdage herhjemme

Sidste år indgik den danske regering, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og De Radikale herhjemme en aftale, der satte loft over, hvor mange dage private må udleje deres boliger gennem Airbnb.

Samtidig indgik skatteministeren og Airbnb en aftale om automatisk indberetning af lejeindtægter for danske Airbnb-udlejere.

I dag må man leje sin bolig ud 70 dage om året via Airbnb. Kommuner kan dog give dispensation til, at man må udleje i 100 dage om året.

Samtidig må man tjene op til 28.000 kroner skattefrit om året.

Facebook
Twitter