Paris: Tiger fra cirkus standsede togtrafik – og skaber forargelse

Et drab på en cirkustiger skaber debat blandt pariserne.

Et tomt tigerbur er oplyst i Paris, efter en tiger undslap og vandrede rundt i Paris' gader, før den blev skudt. (Foto: THOMAS SAMSON © Scanpix)

En 200 kilo tung tiger fra et cirkus har vandret rundt i det centrale Paris ”noget tid” i dag. Den var sluppet fri fra et omrejsende cirkus.

Mens oplysninger om tigerens frihed spreder sig på sociale medier, besluttede parisiske transportmyndigheder at standse trafikken på en sporvognsstrækning i en halv time.

- Trafikken på hele linje T3a er afbrudt på grund af en cirkustigers tilstedeværelse i området, skrev myndighederne på det sociale netværk Twitter.

Siden skød og dræbte cirkuspersonale tigeren, skriver franske medier.

- Cirkusejeren var i chok. Da vi ankom, var tigeren allerede død, siger talsmand for Paris’ brandberedskab, Valérie Fuet, til nyhedsbureauet AFP.

Angiveligt har ingen forbipasserende set drabet, fortsætter han.

- Det var ikke på åben gade men i en indkørsel, der var ingen forbipasserende, sagde Fuet.

Til gengæld har episoden medført en bølge af forargelse blandt pariserne.

På Twitter har flere givet udtryk for deres vrede og krævet stop for vilde dyr i cirkus.

- Den stakkels tiger, som ikke har bedt om det her og er blevet dræbt… Og folk bifalder det. Jeg har lyst til at kaste op, skriver én for eksempel.

- Det triste liv som tiger i et cirkus. Den prøver at undslippe sit miserable liv og bliver koldblodigt fældet. Flygt fra disse cirkusser, for fanden!, skriver en anden Twitter-bruger.

Flere forsøger at skabe opmærksomhed om tigerens status som truet dyreart.

- Tigeren. Truet dyreart. Der er kun 3820 tigre i verden i dag. Der var over 100.000 i 1900, skriver brugeren her.

I Danmark er det ulovligt at fremvise rovdyr i Cirkus. Til gengæld kan der gives dispensation til elefanter, kameler og søløver.