Parlamentsformand om fascistiske Mussolini: Han gjorde også gode ting

Udtalelsen fra Europa-Parlamentets formand bliver mødt med hård kritik.

Formanden for Europa-Parlamentet, Antonio Tajani, afviser på det kraftigste, at han skulle være fascist. (Foto: François Lenoir © Scanpix)

Formanden for Europa-Parlamentet, italienske Antonio Tajani, er blevet mødt med hård kritik, efter at han har udtalt, at den fascistiske diktator Benito Mussolini også gjorde ”gode ting” for Italien.

- Indtil han erklærede krig mod hele verden ved at følge Hitler, indtil han begyndte at fremme racelove (mod jøderne, red.) - og ser man bort fra den dramatiske hændelse med Matteotti (en politisk modstander, der blev dræbt af styret, red.) – så gjorde han gode ting for at udbygge infrastrukturen i vores land, udtalte Antonio Tajani, der kommer fra det liberal-konservative parti Forza Italia, tidligere på ugen i et radiointerview.

Her understregede han, at selvom Mussolini gjorde ”utilgivelige ting”, så bliver man også ”nødt til at være objektiv”, når det kommer til diktatoren, der sad på magten i Italien fra 1922 til 1943.

- Jeg er ikke fascist, jeg har aldrig været fascist, og jeg deler ikke hans politiske tanker. Men hvis vi skal være ærlige, så byggede han veje, broer og bygninger, og han genvandt mange dele af vores Italien, sagde han ifølge avisen La Stampa.

Benito Mussolini var leder af det fascistiske parti i Italien og landets leder fra 1922 til 1943. (Foto: Scanppix © Scanpix)

'I burde skamme jer'

Interviewet har vakt opsigt i EU-kredse, hvor formanden for den socialdemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet, Udo Bullmann, har betegnet udtalelserne som ”ufattelige”.

- Hvordan kan det være, at formanden for Europa-Parlamentet ikke vil vedstå fascismens natur? Vi har brug for en afklaring med det samme, skriver han på Twitter.

Lynn Boylan, der er europaparlamentariker for det irske Sinn Féin-parti, er også stærkt kritisk.

- Det kan godt være, at Mussolini er skyld i drabene på 430.000+ personer, men hey, lad os da se på hans veje og broer, skriver hun med en vis sarkasme.

Kritikken har fået Antonio Tajani til at tage til genmæle.

- De burde skamme sig, dem der manipulerer med det, jeg angiveligt har sagt om fascisme, skriver han på Twitter:

- Jeg har altid været en overbevist antifascist, og jeg vil ikke tillade, at nogen antyder noget andet. Det fascistiske diktatur, racelovene og de dødsfald, der blev forårsaget af det, er det mørkeste kapitel i Italiens og Europas historie.

Facebook
Twitter