Passagerfly savnes fortsat: Nattens mørke og skyer bremser eftersøgning

- Men vi starter i morgen klokken 7 eller før, hvis vejret er godt, siger en embedsmand fra det indonesiske transportministerium.

Der er fortsat ingen spor af det forsvundne passagerfly fra AirAsia. (Foto: Antara Foto © Scanpix)

Der er fortsat ingen spor efter det savnede passagerfly fra AirAsia, der med 162 personer om bord forsvandt fra radaren søndag morgen.

Men da det er blevet aften i Indonesien og mørket har lagt sig over Javahavet mellem øerne Borneo, Sumatra og Java i Indonesien, er eftersøgningen sat i bero for i dag.

- Vi stoppede klokken 17.30 (11.30 dansk tid, red.), fordi det var ved at blive mørkt. Vejret var heller ikke for godt, siger en embedsmand fra det indonesiske transportministerium til AFP.

Men det betyder ikke, at eftersøgningen er ovre.

- Vi starter i morgen klokken 7 eller før, hvis vejret er godt.

Udenrigsministeriet: Ingen danskere savnes

De indonesiske luftfartsmyndigheder har ikke haft kontakt med flyet, siden den store Airbus320 forsvandt fra radaren søndag morgen klokken 7.24 lokal tid.

Da var klokken knap halv to om natten i Danmark.

Der er 155 passagerer om bord, hvoraf 17 er børn. Med om bord var desuden to piloter og fem kabinemedarbejdere.

Langt de fleste er fra Indonesien, men der er også en fra Singapore, en fra Malaysia, en fra Frankrig, en fra Storbritannien og tre fra Sydkorea.

Udenrigsministeriet siger til DR Nyheder, at de ikke forventer, der er danskere om bord, men at ambassaden i Singapore er i kontakt med de indonesiske myndigheder.

Flyet forsvandt på vej fra Indonesien til Singapore.

Vejret forpurrer eftersøgningen

Dagen igennem har vejret været en udfordring for eftersøgingen.

Indonesien har ellers haft to fly på vingerne, der har overfløjet det sted i Javahavet, hvor man sidst havde kontakt med det savnede fly fra AirAsia.

Derudover er Singapores flåde og luftvåben klar til at deltage, og Malaysia har sendt tre fartøjer og tre fly af sted for at assistere Indonesien med eftersøgningen.

Men vejret kan også have spillet en rolle i flyets forsvinden.

Piloter bad om at styre uden om skyer

Piloterne anmodede nemlig om at afvige fra ruten på grund af vejrforholdene, har AirAsia har fortalt.

De bad om at stige fra 32.000 fods højde (9,8 kilometer) til 38.000 fod for at undgå skyer, inden myndighederne mistede kontakten med flyet.

Der er ikke blevet registreret noget nødsignal fra flyet, inden det forsvandt.

Katastrofalt år for malaysiske fly

Episoden sker i forbindelse med slutningen på et katastrofalt år for et andet malaysisk flyselskab.

Malaysia Airlines har mistet to af sine fly i løbet af året. Først forsvandt flyet MH370 8. marts, da det var på vej fra Kuala Lumpur til Beijing med 239 personer om bord.

17. juli blev flyet MH17 så skudt ned over det østlige Ukraine, og ingen af de 298 personer om bord overlevede.

Facebook
Twitter