Pave Frans: Jeg vil ikke forsøge at omvende Trump

Paven og præsidenten har tidligere haft en tvist, som fik Trump helt op i det røde felt. Nu skal de mødes.

Pave Frans holder pressemøde på sit fly på vej hjem til Vatikanet efter et besøg i Portugal. (Foto: TIZIANA FABI / POOL © Scanpix)

Pave Frans vil ikke forsøge at overtale den amerikanske præsident, Donald Trump, til at opbløde sin indvandrings- eller miljøpolitik, når de mødes senere på måneden.

Det siger han under et pressemøde, som bliver holdt i midtergangen på pavens fly på vej hjem fra et besøg i Portugal.

Pave Frans understreger, at det ikke er hans stil at forsøge at omvende folk, hverken i politik eller religion. Derfor vil han lytte respektfuldt til den amerikanske præsident og lede efter døre, "der står bare den mindste smule åben".

- Jeg dømmer aldrig en person, uden først at høre hvad han har at sige, siger paven ifølge nyhedsbureauet AP.

Tvist mellem paven og Trump

Pave Frans og Donald Trump skal mødes den 24. maj, hvor den amerikanske præsident er halvvejs på en udlandsrejse, der også har Saudi-Arabien, Israel og NATO-topmødet i Bruxelles som destinationer.

Der er blevet spekuleret i, hvordan mødet mon kommer til at forløbe, ikke mindst fordi paven under valgkampen i USA udtalte, at man ikke er kristen, hvis man bygger mure for at holde migranter ude.

Kommentaren fra paven faldt i forbindelse med Donald Trumps valgløfte om at bygge en mur mellem USA og Mexico, hvis han blev valgt som præsident.

Udtalelsen førte til talrige protester ikke mindst fra kristne amerikanere, men også fra folk, der beskyldte paven for taktløst at overskride en grænse ved at blande sig i politiske spørgsmål.

Der var også en del, som ironiserede over det faktum, at Vatikanstaten er gemt godt væk bag en flere tusinde meter lang mur, som visse steder er op til 16 meter høj.

https://twitter.com/benshapiro/status/700369479499264000

Pavens udtalelse fik desuden Donald Trump selv til at skrive et opslag på Facebook, som var direkte henvendt til paven.​

- Hvis og når Vatikanet bliver angrebet af Islamisk Stat, hvilket alle ved, er Islamisk Stats ultimative trofæ, så kan jeg love dig, at paven ville have ønsket og bedt for, at Donald Trump var præsident, for så ville det ikke være sket, skrev han blandt andet.

Donald Trump kaldte det desuden for "skammeligt," at en religiøs leder satte spørgsmålstegn ved en anden persons tro.

Facebook
Twitter