Pave mødes med ofre: Her er et overblik over årtiers sexmisbrug

Titusinder af børn menes at være blevet seksuelt misbrugt af katolske præster i hele verden. Paven indrømmer svigt.

En præst bevæger sig ned ad kirkegulvet i St. Paul katedralen i Pittsburg, Pennsylvania. Nye afsløringer peger på massiv misbrug af børn i delstaten begået af katolske præster. (Foto: Jeff Swensen © Scanpix)

Pave Frans har i disse dage travlt med at tage afstand til "grusomheder" i kølvandet på flere anklager om pædofili begået af katolske præster rundt omkring i verden.

For en uge siden løftede myndighederne i Pennsylvania sløret for en ny rapport, der peger på, at flere end tusind børn gennem flere årtier har været ofre for seksuelle overgreb begået af over 300 katolske præster i den amerikanske delstat.

I dag holder en domstol i Chile en høring, hvor kardinal Enrico Ezzati beskyldes for at have dækket over sager om seksuelt misbrug af mindreårige i det sydamerikanske land.

Og ved pavens besøg i Irland i weekenden skal den katolske kirkes overhoved mødes med ofre for katolske præsters misbrug.

Anklager om seksuelt misbrug og kirkelig mørklægning har fulgt Vatikanet i årtier.

Her er et overblik over årtiers beskyldninger om seksuelt misbrug inden for den katolske kirke.

Snebolden begyndte at rulle i USA

Ifølge BBC går anklagerne om seksuelt misbrug begået af præster tilbage til 1950'erne, men det er først i 1980'erne, at emnet for alvor begyndte at komme i mediernes søgelys.

I 1985 fik en sag fra Louisiana nemlig nationalt fokus i USA, da præsten Gilbert Gauthe indrømmede, at han havde misbrugt 37 drenge seksuelt.

Ifølge USA Today blev den lokale biskop flere gange oplyst om Grauthes forbrydelser, men valgte i stedet at forflytte præsten flere gange.

I 1984 blev præsten stævnet af forældrene til flere af ofrene, som valgte at indgå et forlig.

Men et af ofrene nægtede at tage sagen bag lukkede døre, og dermed blev Gilbert Grauthe den første katolske præst i USA til at blive sigtet for adskillige tilfælde af pædofili.

Han modtog en dom på 20 års fængsel og blev frataget sin titel som præst.

Grauthe blev dog løsladt efter 10 år og blev kort efter anholdt for at have forgrebet sig på en 3-årig, beretter New York Times.

Væltede en statsminister

I løbet af 1990'erne begyndte skandaler at se dagens lys i Europa.

I 1995 blev Wiens ærkebiskop nødt til at træde tilbage efter beskyldninger om, at han havde misbrugt unge drenge. Ifølge BBC bad biskoppen om tilgivelse, men indrømmede aldrig, at han var skyldig i anklagerne.

Året før havde den irske præst Brendan Smyth erklæret sig skyldig i misbrug af syv børn. Få måneder senere trak den irske statsminister Albert Reynolds sig, og hans regering kollapsede, da den irske statsanklager blev beskyldt for at holde hånden over præsten - og den katolske kirke i Irland.

Smyth indrømmede senere at have misbrugt 20 børn mellem 1958-1993.

I 1995 stod den tidligere messedreng Andrew Madden offentligt frem og sagde, at han blev misbrugt af en præst, samt at ærkebispedømmet i Dublin betalte ham for at tie.

Andrew Madden poserer efter et interview med Reuters i Dublin for få dage siden. På lørdag ankommer Pave Frans til Irland, hvor han skal mødes med ofre for seksuelt misbrug. (Foto: Clodagh Kilcoyne © Scanpix)

Senere afslørede en dokumentarfilm misbrug af børn på blandt andet irske børnehjem styret af kirken siden 1940'erne. I 2009 konkluderede en omfattende rapport ligeledes, at voldtægt og misbrug i årtier var udbredt i institutionerne i landet, der blev drevet af kirken.

Afsløringer fortsætter

Sidste år afslørede en stor undersøgelse, at titusinder af børn de seneste årtier er blevet udsat for seksuelt misbrug i Australien gennem forskellige institutioner.

Det største antal var i katolske institutioner, beretter BBC, som fortæller, at syv procent af de australske præster beskyldes for misbrug af børn mellem 1950-2015.

Denne sommer trådte den australske ærkebiskop Philip Wilson tilbage, da han blev dømt for at dække over seksuelt misbrug begået af en præst.

I USA blev emnet i høj grad holdt på dagsordenen af avisen Boston Globe, der satte spot på, at præster, som blev anklaget for misbrug, bare blev flyttet til andre bispedømmer.

Boston Globe journalister poserer med instruktør Thomas McCarthy (i midten) ved en forpremiere på filmen Spotlight. Filmen omhandler journalisternes afsløringer af omfattende seksuelt misbrug begået af katolske præster i USA. (Foto: David Mcnew © Scanpix)

En senere rapport nåede i 2004 frem til, at 4.000 katolske præster i USA de seneste 50 år er blevet anklaget for seksuelt misbrug i sager, der involverer over 10.000 børn, fortæller BBC.

Pave Frans har opfordret til et opgør med fortiden, men er - ligesom sine forgængere - blevet beskyldt for ikke at gøre nok.

I går udgav paven et åbent brev til verdens 1,2 milliarder katolikker, hvor han opfordrer til et opgør med en "dødskultur" i kirken.

- Med skam og anger anerkender vi som kirkeligt fællesskab, at vi ikke var, hvor vi skulle have været, at vi ikke handlede i rette tid og indså, hvor stor skade der blev gjort på så mange liv, skriver pave Frans i det banebrydende brev.

Facebook
Twitter