En usædvanlig hård kulde har ramt flere sydeuropæiske lande, og mindst 20 mennesker har mistet livet de seneste dage.
Barske frostgrader hærger Grækenland, Italien, Polen og Rusland, som har haft ned til minus 30 grader.
I Rom arbejder frivillige på højtryk for at redde byens hjemløse fra den dræbende kulde. Syv er allerede omkommet, hvoraf de fem var hjemløse.
Det har fået Pave Frans til at reagere.
- Lad os bede en bøn for dem og bede herren om at varme vores hjerter, så vi hjælper dem, lød det i dag fra paven.
I det sydlige Italien holder nogle skoler lukket mandag på grund af op til en meter sne.
En kold jul i Moskva
I Polen er det også bidende koldt. Her er mindst 10 omkommet, og de minus 25 grader har skabt store trafikale problemer.
I Grækenland volder minus 15 grader problemer for de mange flygtninge, der er flyttet til midlertidige boliger og opvarmede telte.
I Rusland er der koldest af alle steder med ned til minus 30 grader. Her fejres lige nu den ortodokse jul, og det er ikke foregået i sådan en kulde i de seneste 120 år, forlyder det.
En mulig forklaring
Ifølge DR's meteorolog Jesper Theilgaard er der en mulig naturlig forklaring på den voldsomme kulde i Syd- og Østeuropa.
- Der er ikke så meget is i arktis, og det betyder, at vejrsystemerne agerer anderledes, end vi er vant til. Arktis opvarmes hurtigere end resten af Europa, og det svækker den jetstrøm, der fordeler kulden og varmen, forklarer Theilgaard.
Ifølge meteorologen har forskere en teori om, at jetstrømmen slår et større udsving, så kulden kommer længere sydpå og varmen længere nordpå.
Der går dog stadig nogle dage, før kulden forsvinder.
- Der går nogle dage, før kulden rigtigt forsvinder. Så vi skal nok hen til midt på ugen, før kulden glider væk fra Syd- og Østeuropa, lyder det fra Jesper Theilgaard.