Paven holdt en tidlig midnatsmesse

Paven er 84 år gammel, og på grund af hans høje alder blev midnatsmessen fremskyndet to timer.

Benedict XVI (© Scanpix)

En midnatsmesse holdes, som navnet mere end antyder, ved midnat. Men den årlige midnatsmesse i Vatikanet blev i år afholdt to timer tidligere end normalt, altså allerede klokken 22.

Det skyldes ifølge flere medier pavens høje alder.

Pave Benedikt XVI er 84 år og er af og til plaget af sin høje alder.

Således kunne han da heller ikke selv gå op gennem midtergangen i Peterskirken og blev i stedet trillet afsted på en vogn, der oprindeligt blev lavet til hans forgænger, pave Johannes Paul II.

Tusinder fremmødte

Den enorme Peterskirke var fyldt til bristepunktet med katolikker fra hele verden, og udenfor på Peterspladsen var flere tusinder samlet for at følge messen på storskærme.

Tidligere på dagen tændte paven - i henhold til tradtionerne - en olielampe i sit vindue - et symbol på fred.

Søndag, første juledag, skal paven holde sin traditionelle Urbi et Orbi-messe

Facebook
Twitter