'Payback time' og dronningens 'jernnæve': De britiske medier reagerer på 'hårdt Megxit'

Har Elizabeth 2. taget drastiske midler i brug over for prins Harry og hertuginde Meghan?

De kulørte britiske medier har i den grad prins Harry og hertuginde Meghan i søgelyset.

I aftes kom nyheden om, at prins Harry og hertuginde Meghan fra foråret ikke længere vil kunne kalde sig kongelige højheder eller modtage apanage fra det britiske kongehus.

Parret har samtidig valgt, at de vil tilbagebetale udgifterne på omkring 21 millioner skattekroner, som er blevet brugt på at sætte deres hjem, Frogmore Cottage, i stand.

Aftalen er kommet i hus, efter prins Harry og hertuginde Meghan i midten af sidste uge skabte stort postyr ved at oplyse, at de ønsker at spille en mindre rolle i det britiske kongehus.

Det har ført til et endnu større mediefokus, hvor de britiske medier har døbt den royale retræte "Megxit".

I dag er ingen undtagelse, og de britiske aviser har snesevis af sider om den seneste udvikling i det kongelige drama.

- Dronningen beordrer et hårdt Megxit, lyder det fra Sunday Mirror, der har taget brexit-retorikken i brug.

Hos The Sun kører man med et ordspil omkring payback, der både kan betyde hævn såvel som tilbagebetaling. Parret skal betale 21 millioner kroner tilbage, men "vi skal betale" for parrets sikkerhed, lyder det fra tabloidavisen.

Dommen fra en række af aviserne er, at der er tale om en beslutning, der straffer det unge par.

- Tag ikke fejl. Lørdag aftens erklæring repræsenterer den hårdeste Megxit overhovedet, lyder det i lederen i The Telegraph. Avisen slår på forsiden fast, at parret ikke længere er inde i varmen.

Hos Sky News' kongelige kommentator, Alastair Bruce, lyder vurderingen, at dronningens beslutning er skelsættende. Han mener, at dronningen viser kærlighed over for sine familiemedlemmer "men samtidig har taget sin jernnæve i brug".

Kim Bildsøe: Dronningen har skåret i gennem

Flere iagttagere peger på, at beslutningen fra dronning Elizabeth er mere radikal, end hvad Prins Harry og hertuginde Meghan umiddelbart havde lagt op til, da de annoncerede, at de ville "finde en ny, progressiv rolle" inden for kongehuset.

Det kan skyldes, at dronningen ikke mener, at et blødt kompromis er vejen frem, vurderer Kim Bildsøe Lassen, DR's korrespondent i Storbritannien.

Han påpeger, at dronningens beslutning går længere end prins Harry og hertuginde Meghans ønske om ikke længere at være 'ledende medlemmer' af familien.

- Jeg tror, at hun har besluttet, at man ikke kan være halvt inde og halvt ude af den kongelige familie, som de to ellers lagde op til, siger korrespondenten.

- Hun har simpelthen skåret i gennem og sagt: 'hvis den her krise skal løses, så skal det være en radikal beslutning - I er ikke længere en del af kongefamilien, I skal trække jer helt ud', siger han.

Lone Theils, som er forfatter og tidligere korrespondent i Storbritannien, har påpeget vigtigheden af, hvordan dronningen håndterede den kongelige krise. Dronningens beslutning kan nemlig komme til at danne præcedens i mange år frem.

Negativ omtale af brudebuket og avocadospisning

Dronning Elizabeth skriver i en pressemeddelelse, at hun forstår udfordringerne, som de har oplevet som følge af to år med stort mediefokus.

Det unge, kongelige par har flere gange kritiseret den britiske presse, og parret har tidligere lagt sag an mod avisen Mail on Sunday for at offentliggøre private breve fra hertuginden, mens de også har anklaget to aviser for telefonhacking.

Flere iagttagere peger på, at den britiske tabloidpresse har været særdeles hårdhændet over for hertuginde Meghan.

Det amerikanske medie Buzzfeed lavede tidligere på ugen en oversigt, der sammenlignede overskrifter om henholdsvis hertuginde Kate, som er gift med prins William, og hertuginde Meghan om lignende emner.

Her peger mediet på, at den amerikanske hertuginde har fået negativ presseomtale for blandt andet at spise avocado - fordi det har konsekvenser for miljøet og bidrager til konflikter i Mexico. Også hendes sin brudebuket har fået kritik, fordi den kunne være farlig for brudepigerne at spise.

- Hun har i mange tilfælde sådan set bare opført sig helt normalt. Der er næsten ikke nogen grænser for, hvad hun kan blive kritiseret for, lød vurderingen tidligere på ugen fra Lone Theils.