Peer Steinbrück - retorisk supertalent med danske aner

Socialdemokraten, der jokker i spinaten og ligger i med kapitalen

Peer Steinbrücks nordtyske humor charmerer mange, men bringer ham samtidig ofte i fedtefadet. (Foto: Patrik Stollarz © Scanpix)

Fulde navn:

Peer Steinbrück

Parti:

SPD

Alder:

66 år

Hjemby:

Bonn

Job: Almindeligt forbundsdagsmedlem

Tidligere job:

Finansminister (2005-2009), ministerpræsident i Nordrhein-Westfalen (2002-2005), økonomiminister i Schleswig-Holstein (1993-1998)

År i tysk politik:

38

Minibiografi: Født i Hamburg, har danske rødder (dansk mormor), var soldat og studerede derefter økonomi og sociologi. Blev medlem af SPD i 1969 og embedsmand i 1974. Arbejdede sig op gennem det politiske system - blandt andet for tidligere kansler Helmut Schmidt - indtil han fik sin første ministerpost i 1993. I 2012 blev han valgt som SPD's kanslerkandidat.

Gift med Gertrud Steinbrück, har en søn og to døtre.

Kendetegn:

Ulvesmil, dyre vaner

Det vil han:

Være kansler, så Tyskland bliver et mere socialt retfærdigt land, og så Europa - også kriselandene - kommer til tops. Men angiveligt vil han også bare gerne prøve det at være kansler.

Det kan han:

Steinbrück ved, hvad han snakker om. Han tænker lynhurtigt og er et retorisk supertalent. Det og hans tørre, nordtyske humor virker medrivende på mange.

Det dur han ikke til:

Steinbrück er ikke god til diplomati. Han er for impulsiv og siger ofte ting, der bringer ham i fedtefadet. Han kan virke bedrevidende og sarkastisk, og på den måde irriterer og støder han mange tyskere.

Og så er Steinbrück ikke god til at være traditionel socialdemokrat. Han er simpelthen for bedsteborgerlig for mange SPD-vælgeres smag.

Chancer for at (for)blive kansler:

Dårlige

Hvis det lykkes:

Skal Tyskland og Europa nok vænne sig til en mere udfarende kansler. Han vil fortsat polarisere og irritere, men han vil nok også komme kriselandene mere i møde.

Hvis det ikke lykkes:

Vil han nok fortsætte som almindeligt forbundsdagsmedlem, holde dyrt betalte foredrag og spille skak med sin ven, eks-kansler Helmut Schmidt.

Bedste/værste citat:

"Når det brænder på det globale finansmarked, så bliver vi nødt til at slukke ilden - også selvom branden er påsat." / "Jeg rører ikke en pinot grigio, der koster under fem euro!"