Pelosi tøver med at få efterforsket Trump

Demokraterne vil ikke arrangere en afstemning om en egentlig rigsretsefterforskning af præsidenten foreløbig.

Demokratisk flertal i Repræsentanternes Hus tog hul på en rigsretsproces i september. (Foto: Mark Wilson- Alex Wong © Ritzau Scanpix)

Demokraterne vil ikke på nuværende tidspunkt arrangere en afstemning om at starte en egentlig rigsretsefterforskning af USA's præsident, Donald Trump.

Det siger formanden for Repræsentanternes Hus, demokraten Nancy Pelosi, natten til onsdag dansk tid.

- Der er ikke noget krav om, at vi skal have en afstemning, og på nuværende tidspunkt vil vi ikke gå videre med en afstemning, siger hun på et pressemøde. Det skriver avisen The Washington Post.

Det demokratiske flertal i Repræsentanternes Hus tog hul på en rigsretsproces i slutningen af september på grund af den såkaldte Ukraine-sag. En egentlig efterforskning sættes dog først i gang, når et flertal i huset godkender en undersøgelseskommission.

Afstemning skulle have fundet sted

Tirsdag aften holdt Pelosi et møde med samtlige demokratiske kongresmedlemmer. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Her skulle en uformel afstemning have fundet sted, så den demokratiske ledelse kunne få et indtryk af opbakningen.

Det Hvide Hus og republikanske kongresmedlemmer har kritiseret rigsretsprocessen. De har kaldt den ugyldig, fordi den endnu ikke er blevet officielt godkendt ved en afstemning i Repræsentanternes Hus.

Ukraine-sagen begyndte, da det kom frem, at Trump i et opkald havde forsøgt at presse Ukraines præsident til at indlede en undersøgelse af tidligere vicepræsident Joe Biden og dennes søn, Hunter.

Blandt andet anklages Trump for at have tilbageholdt militærbistand til den tidligere sovjetrepublik.

Indledende undersøgelser er i gang

Demokraterne i Kongressen er i øjeblikket i gang med de indledende undersøgelser af Ukraine-sagen. Flere diplomater og tidligere medlemmer af Trump-administrationen har ladet sig afhøre eller planlægger at gøre det.

Målet er at kaste lys over Trumps kommunikation med Ukraine.

Det Hvide Hus har hidtil nægtet at samarbejde med den indledende rigsretsproces i Kongressen.

Natten til onsdag erklærede også vicepræsident Mike Pence og Trumps personlige advokat Rudy Giuliani, der har ført samtaler med ukrainske embedsfolk, at de heller ikke vil samarbejde med Kongressen.

Sideløbende har det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, tøvet med at udlevere dokumenter, som Demokraterne i Kongressen har søgt indsigt i.

Det fik kongresmedlem Adam Schiff, der er en af lederne af rigsretsprocessen i Repræsentanternes Hus, til at beskylde Trump for at spænde ben for undersøgelsen.

- Beviserne for en hindring af Kongressens arbejde fortsætter med at hobe sig op, sagde han på et pressemøde natten til onsdag.

/ritzau/