Pendanter til Bilderberg: Her er de andre elitenetværk i verden

Bilderberg er ikke det eneste hemmelige netværk for toppolitikere og erhvervseliten.

Det årlige Bilderberg-møde bliver holdt bag lukkede døre på Hotel Mariott i København. Det er en af de organisationer, der har referatforbud. (© Scanpix)

I disse dage er cirka 140 højtstående politikere og erhvervsfolk fra USA, Canada og Europa samlet i København til det årlige møde i den hemmelighedsfulde Bilderberg-organisation. En organisation, der siden 1954 har holdt møder, som det er strengt forbudt at referere fra.

På grund af den regel har Bilderberg været omgærdet af en del mystik gennem årene. Spørgsmål er stået ubesvaret hen, på trods af at organisationen efter sigende påvirker regeringer rundt om i verden.

- Den er med til at definere de udfordringer, vi står overfor - og løsningerne på dem. Den har en gennemslagskraft, fordi den samler de her betydningsfulde mennesker fra både USA, Canada og Europa, forklarer Dino Knudsen, som forsker i transnationale elitenetværk på Københavns Universitet.

Flere netværk som Bilderberg

Selv om Bilderberg i disse dage er det mest omtalte elitenetværk i pressen, er det langt fra den eneste organisation, der samler verdenseliten til hemmelige møder, hvor det er forbudt at referere fra - og som derfor har været udsat for diverse konspirationsteorier.

Dino Knudsen fortæller her, hvilke andre netværk der minder om Bilderberg i forhold til hemmelighedskræmmeriet.

Her er tre elitenetværk, der alle følger den såkaldte "Chatham House Rule". En regel, der netop går ud på, at intet på møderne er til citat:

Den Trilaterale Kommission blev grundlagt af Rockefeller

De færreste har nok hørt om Den Trilaterale Kommission. Men ikke desto mindre har toppolitikere, indflydelsesrige erhvervsfolk og meningsdannere i organisationen angiveligt haft held til at påvirke regeringsførelsen i Nordamerika, Europa og Japan.

Kommissionen blev grundlagt i 1973 af den amerikanske finansmand David Rockefeller som et alternativ til Bilderberg-gruppen.

- Den blev dannet, fordi der fra blandt andre David Rockefeller var et ønske om at inddrage Japan og Asien i Bilderberg-organisationen. Men det blev ikke modtaget så godt hos flere i Bilderberg, fortæller Dino Knudsen.

Som den første forsker nogensinde har han fået adgang til at forske i kommissionens arkiver.

- Forskellen mellem Bilderberg og Den Trilaterale Kommission er, at man kan blive medlem af kommissionen. Det kan man ikke på samme måde hos Bilderberg, der inviterer fra år til år, forklarer Dino Knudsen.

I Bilderberg er det er en lille kreds af medlemmer, der deltager hvert år, og som vælger og inviterer personer til de årlige Bilderberg-møder.

En anden forskel er, at organisationen udgiver offentlige rapporter. Men det betyder ikke, at organisationens møder er mindre hemmelige. For de foregår stadig under referat- og citatforbud, forklarer Dino Knudsen.

Kommissionen har ifølge Dino Knudsen gennem årene støbt mange politiske kugler, og flere medlemmer har senere fået topposter i regeringer.

En række fremtrædende danskere har gennem årene siddet i kommissionen: Det gælder blandt andre Margrethe Vestager, Ritt Bjerregaard, tidligere nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen og tidligere direktør i Danske Bank Peter Straarup.

World Economic Forum

World Economic Forum er en fond, der blev stiftet i 1971. Det skete i Schweiz, hvor der hvert år bliver holdt uformelle topmøder for regeringsledere, politikere, erhvervsledere og kunstnere fra hele verden, som diskuterer problemstillinger og udfordringer i verdenssamfundet.

- Det er møder, hvor medlemmerne mødes, netværker og diskuterer forskellige emner, forklarer Dino Knudsen.

Ligesom Den Trilaterale Kommission holder medlemmerne i World Economic Forum møder under referat- og citatforbud, men har siden 1979 også udgivet rapporter til offentligheden. Rapporterne analyserer og sammenligner de nationale økonomier.

I 2012 blev den danske 36-årige virksomhedsrådgiver Soulaima Gourani udnævnt til Young Global Leader i World Economic Forum. Også kronprinsesse Mary er blevet udnævnt som repræsentant i debatforummet.

I forummet har markante skikkelser som den afdøde tidligere sydafrikanske præsident, Nelson Mandela deltaget. Det samme har blandt andre den tidligere FN-generalsekretær Kofi Annan og direktør for Den Internationale Valutafond, Christine Lagarde.

Organisationen bliver finansieret af op mod tusind af verdens største firmaer.

Council on Foreign Relations

Council on Foreign Relations er en amerikansk organisation, der blev stiftet helt tilbage i 1921 i New York.

- Det er ikke en transnational organisation, men den har haft stor indflydelse på den amerikanske udenrigspolitik, forklarer Dino Knudsen.

I organisationen findes der to former for medlemskaber: Et livslangt medlemsskab og et tidsbegrænset på fem år. Det er kun amerikanske statsborgere, der kan komme i betragtning til et medlemskab. Et livslangt medlemskab kræver, at man bliver nomineret af et andet medlem og herefter anbefalet af minimum tre andre.

Blandt medlemmerne findes erfarne politikere - heraf flere tidligere udenrigsministre, CIA-chefer, advokater, bankdirektører, professorer og garvede personer inden for mediebranchen.

Organisationen rummer også en tænketank, og den udgiver den det amerikanske magasin Foreign Affairs.

En dansk pendant?

Der er ifølge Dino Knudsen umiddelbart ikke nogen direkte dansk pendant til Bilderberg-gruppen.

- Der er selvfølgelig de forskellige loger som Frimurerlogen, men her er det primært hemmelighedskræmmeriet, der er lighedstegnet med Bilderberg-gruppen. Ellers er de umiddelbart ikke sammenlignelige, siger Dino Knudsen.

Han nævner de såkaldte VL-grupper eller virksomhedsgrupper som det, der ligger tættest på et dansk alternativ til Bilderberg. Der er flere end hundrede VL-grupper i Danmark med 30-40 medlemmer i hver gruppe.

Grupperne er et netværk af personer fra forskellige virksomheder. De er oprettet af Dansk Selskab for Virksomhedsledelse, der blevet stiftet i 1965.

Tidligere er grupperne ligesom Bilderberg blevet kritiseret for at være en trussel mod demokratiet på grund af deres lukkethed. Men grupperne er med tiden blevet mere åbne, og hvert år dækker pressen det årlige VL Døgn.

Det årlige Bilderberg-møde begyndte torsdag og slutter søndag. Det bliver afholdt på Hotel Mariott i København.

Facebook
Twitter