Pensioneret pave advarer sin efterfølger: Cølibat må ikke brydes

Den pensionerede pave Benedikt har udgivet en bog, hvor han advarer om konsekvenserne ved at tillade katolske præster at gifte sig.

De to paver hilser her på hinanden tilbage i 2018. Pave emeritus, Benedikt XVI, bor stadig inden for Vatikanets mure. (Foto: Vatican Media © Scanpix)

I en ny bog, der udkommer i dag, har den pensionerede pave, Benedikt XVI, udsendt et forsvar for katolske præsters cølibat, som han mener har 'stor betydning' for den katolske kirke.

Pave Benedikt går dermed i rette med sin efterfølger og nuværende pave Frans, der i efteråret åbnede for, at lade gifte mænd blive katolske præster. Et forslag, der kun gælder præster i Amazonas.

Men sker det, vil det gå ud over selve præstegerningen og dermed kirken generelt, lyder det i den nye bog, som pensionist-paven har udgivet sammen med kardinal Robert Sarah.

Det er nemlig ikke muligt for præsterne at koncentrere sig om kaldet som præst, hvis de også er gift, da ægteskabet netop også kræver, at manden overgiver sig til sin familie.

- Da det at tjene Herren også kræver en mands totale dedikation, virker det ikke til at være muligt at udføre de to kald samtidig, skriver paven og kardinalen ifølge Sky News.

Teolog: Et alvorligt brud

Den nu 92-årige pave Benedikt gik på pension for snart syv år siden, og dengang lovede han 'ubetinget ærbødighed og lydighed' over for sin efterfølger.

Men siden har han ifølge BBC givet sine meninger til kende i både artikler, bøger og interview.

En anerkendt teolog fra Villanova Universitet i USA, Massimo Faggioli, har kommenteret den nye bog og cølibat-kommentaren. Han kalder det et 'alvorligt brud' på pave-etiketten.

- Benedikt XVI bryder faktisk ikke sin tavshed, for han (og hans entourage) har aldrig følt sig bundet til dette løfte. Men det er et alvorligt brud, skriver Massimo Faggioli på Twitter.

Robert Sarah er kardinal fra Guinea og blev udnævnt af netop pave Benedict i 2010. (Foto: tony Gentile © Scanpix)

Den nye bog hedder 'Fra dybet af vores hjerter', og kardinal Robert Sarah anderkender, at bogen kan skabe debat.

Han fortæller, at de to, pensionist-paven og ham selv, ikke længere kan tie om det, der sker i den katolske kirke.

- Hvis denne bog er et råb, er den et råb om kærlighed til kirken, paven, præsterne og alle kristne. Vi ønsker, at denne bog skal læses så bredt som muligt. Krisen, som kirken går igennem, er påfaldende, siger han til den franske avis Le Figaro, der har tilladelse til at bringe uddrag af bogen.