To personer er dræbt i skyderi på netcafé i Florida

En mand åbnede ild i en netcafé, hvor mange var samlet til spilturnering. Sherifkontor melder om to dræbte.

Indkøbscentret Jacksonville Landing blev afspærret af politiet efter det skyderi, der søndag fandt sted på en netcafé i centret. (Foto: AFP PHOTO/HO/KENYAN PRESIDENCY © Ritzau Scanpix)

To personer er blevet dræbt af skud under en e-sportsturnering i et indkøbscenter i Jacksonville i Florida.

Det oplyser det lokale politi i byen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Derudover har den formodede gerningsmand også mistet livet. Han tog sit eget liv efter skyderiet, oplyser politiet.

Behandles for skudsår

Adskillige sårede er blevet hastet til nærliggende hospitaler. Her bliver de blandt andet behandlet for skudsår.

- Beredskabet har transporteret ni personer til nærliggende hospitaler. Nogle af disse har skudsår. Derudover har yderligere to personer selv fået at transportere sig til hospitalerne, siger sherif Mike Williams.

Politiet har identificeret gerningsmanden som en 24-årig, hvid mand fra Baltimore. Han brugte mindst en pistol under skyderiet.

Der er ingen andre mistænkte i forbindelse med skyderiet.

Området er ryddet

Området er blevet ryddet, og politiet er i gang med at afhøre vidner.

Skyderiet fandt sted på en netcafé, hvor folk var samlet for at spille computerspillet "Madden" - et spil, der handler om amerikansk fodbold.

Ifølge NBC News har flere af de deltagende e-spillere skrevet på Twitter, at en mand åbnede ild i det lokale, hvor folk var samlet for at spille.

Steven "Steveyj" Javaruski, som er en af de overlevende deltagere, fortæller til LA Times, at gerningsmanden var en spiller, der havde været med i turneringen, men tabte.

Den oplysning er ikke bekræftet fra officielt hold.

En i kritisk tilstand

Ifølge Reuters, der citerer hospitalskilder, er seks skudofre blevet bragt til et nærliggende hospital. Fem af dem er i stabil tilstand, og én er i kritisk.

Kort efter at meldingen om skyderiet indløb, advarede politiet folk mod at komme i nærheden af indkøbscentret Jacksonville Landing.

- Masseskyderi ved Jacksonville Landing. Bliv væk fra området. Området er ikke sikkert på nuværende tidspunkt. BLIV VÆK, skrev politiet i Jacksonville på Twitter.

Turneringen blev streamet live på nettet. På liveudsendelsen kan man høre skrig og se de tilstedeværende reagere på skyderiet. Derpå afbrydes udsendelsen.

Specialstyrker afsøger

Netcaféen er en del af indkøbscentret Jacksonville Landing.

Politiets specialenheder er ved at gennemgå indkøbscentret, hvor mange mennesker har gemt sig, da de hørte skud.

- Vi beder jer bevare roen og blive, hvor I skjuler jer. Specialstyrkerne foretager en metodisk afsøgning i The Landing. Vi kommer til jer. Lad være med at komme løbende ud, advarer politiet på Twitter.

Der bor omkring 800.000 mennesker i Jacksonville.

/ritzau/

Facebook
Twitter