To personer mistænkes for coronavirus i Finland

Personerne er fra en kinesisk familie, der kommer fra Wuhan.

Det farlige virus brød ud i den kinesiske millionby Wuhan tidligere i januar. (Foto: Reuters Tv © Scanpix)

To personer fra en kinesisk familie fra Wuhan er under deres ferie i Finland blevet mistænkt for at have fået den mystiske coronavirus, som indtil videre har smittet flere end 800 personer i en række lande.

Det skriver det finske medie Svenska Yle.

De to personer meldte sig selv på det offentlige lægecenter i Ivalo i Lapland i nat. De fik senere taget prøver på centralsygehuset i Rovaniemi, som nu er sendt til hovedstaden Helsinki.

- Vi forventer et foreløbigt resultat hen ad eftermiddagen eller tidlig aften, siger Mika Salminen, som er afdelingdirektør på sygehuset.

Den kinesiske familie kom til Lapland via Norge for et par dage siden.

26 personer har mistet livet

Hidtil er 26 personer i Kina bekræftet døde efter at være blevet smittet med det nye coronavirus.

Samtidig er antallet af smittede personer i landet steget til 830.

Langt størstedelen af smittetilfældene er fundet i millionbyen Wuhan, der ligger i hjertet af Kina. Virusset stammer formentlig fra et marked i byen, og virusset menes at stamme fra dyr.

Virusset menes dog også at kunne smitte mellem mennesker, har de kinesiske sundhedsmyndigheder tidligere oplyst.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) følger udviklingen af smitten tæt. Lige nu betragter de ikke virusset som en 'international nødsituation', skriver BBC.

Det skyldes, at antallet af smittede uden for Kina stadig er lavt. Det er lige nu 13, skriver mediet.