Peter er på vej hjem med en fremmed familie i bilen: 'Jeg kunne ikke holde ud bare at se passivt til'

Han smed en sovepose i bilen, indstillede gps'en på Hrebenne på grænsen mellem Polen og Ukraine og tog afsted.

Peter fra nordjyske Aars har brugt sin weekend på at køre til grænsen mellem Polen og Ukraine, hvor han nu hjælper krigsflygtninge i sikkerhed. Grafik: Rasmus Kjær Lundsteen. (Foto: Wojtek Jargilo © (c) Ritzau Scanpix)

- Jeg har lovet mine børn, at jeg ikke kører ind i Ukraine. "Far skal ikke derhen, hvor der er krig, så I kan være helt trygge."

Sådan siger Peter, da DR Nyheder snakker med ham søndag morgen.

Han sidder i sin bil og navigerer efter gps'en på sin telefon, der viser ham ruten fra hjemmet i den nordjyske by Aars til den lille by Hrebenne, som ligger på grænsen mellem Polen og Ukraine.

En tur på godt og vel 1.600 kilometer og 15 timer uden pauser indregnet.

Den 41-årige nordjyde tog en hurtig beslutning lørdag morgen, da han handlede på en følelse af at ville gøre noget for nogle af dem, der er berørt af krigen i Ukraine.

Med sin hustrus 'velsignelse' smed han en sovepose ind i sin seks-personers familiebil, tankede op med brændstof, kyssede familien på gensyn og kørte afsted sydpå og så mod venstre et sted i Tyskland.

Hvis alt går planmæssigt uden problemer, vender han hjem til Danmark i morgen med mindst to ukrainere som passagerer.

- Jeg har fulgt med i den her forfærdelige situation ligesom alle andre, og jeg blev simpelthen træt af at sidde på hænderne og bare se på helt passivt. Ukraine er en halv dags kørsel fra Danmark, jeg har tid, en rummelig bil og de penge, der skal til for at gøre noget. Det var egentlig ikke så svær en beslutning, selv om jeg ikke aner, hvad jeg står over for lige om lidt, siger Peter, da han stadig mangler at køre et stykke vej.

- Det er så nemt at lægge ansvaret fra sig, og håbe, at andre træder til. Men det her er mødre, som flygter med deres børn, mens deres mænd bliver tilbage for at forsvare deres land. Tænk, hvis det var os selv, der blev angrebet på den måde. Ville vi så ikke håbe, at der kom nogen udefra og hjalp os, så vi ikke skulle gå med vores små børn i en klapvogn langs motorvejen? Det vil jeg håbe. Derfor gør jeg det her, siger Peter.

Hun har fået billeder - han har fået gps-koordinater

Han tog en overnatning på et hotel i Lublin i nat, og tidligt imorges fortsatte han turen mod Hrebenne.

Da han kørte fra Aars, havde han ikke lavet nogen aftale om, hvem han skulle have med hjem. Den aftale lavede han bag rattet ved at skrive på en Facebook-side, at nu var han altså på vej, og hvem har brug for hjælp?

Det er der en del andre danskere, som også har gjort.

Peter har mødt flere af dem på sin vej, hvor han i øvrigt har følt sig meget sikker, selv om han er alene. Motorvejene er af samme fine standard som herhjemme, og der er rigeligt med tankstationer 'med god belysning', som Peter udtrykker det.

- Jeg fik et svar på mit Facebook-opslag fra en kvinde, som skrev, at hendes datter og to-årige barnebarn ville komme til Hrebenne, hvor de meget gerne ville have et lift væk. De har sovet i et hus 20 minutter fra grænsen, så jeg skal bare finde dem. Vi har kontakt gennem WhatsApp.

Peter har sendt kvinden billeder af sig selv, sin familie og sin bil, så hun ved, hvad hun skal kigge efter. Hun har kvitteret med at sende sin nøjagtige lokation via Google Maps den anden vej.

Sådan ser ruten ud: 15 timers kørsel er der fra Aars til Hrebenne. Grafik: Rasmus Kjær Lundsteen.

Han ved ikke andet om hende, end at hun vist har én eller anden tilknytning til Danmark. I hvert fald taler hun en smule dansk.

Uanset hvad er hun interesseret i at komme med Peter hjem til Aars, og det er derfor, han gør det.

Der er plads til tre personer mere i bilen, og Peters plan er at fylde sæderne op. Han kører gerne forbi Berlin, Hamborg eller en tredje by på vejen, hvis de ønsker at blive sat af dér. Måske har de familie et sted i nærheden, som de har en aftale med.

Peter understreger, at han ikke gør det her for at høste hverken ros eller anerkendelse, og han er klar over, at ikke alle har mulighed for eller lyst til at gøre det samme som ham.

Alligevel håber han, at han ved at fortælle om sin tur kan inspirere andre til i det mindste at gøre ét eller andet.

Sådan så det ud ved den polske-ukrainske grænseovergang ved Hrebenne den 24. februar, da omkring 80 lastbiler holdt i seks-syv timers kø. (Foto: Wojtek Jargilo)

Betænkeligheder? Nej

Da Danmark for år tilbage oplevede strømmen af syriske flygtninge, der kom gående op igennem Jylland, fulgte Peter også med i mediernes dækning, og allerede dengang havde han lyst til at gøre noget.

Bare starte bilen og køre afsted.

Men han lod være.

- Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op, og derfor endte jeg ligesom de fleste andre med at gøre ingenting. Det er jo den mest bekvemme løsning for én selv, og det er nemt at argumentere for, at familien og jobbet kommer i vejen, selv om man bor i et land, hvor alt det farlige kun findes i fjernsynet, siger Peter.

Her står Peter, mens han venter på den kvinde og hendes barn, han nu er på vej hjem med.

- Det her er jo på mange måder en ret vild ting at gøre. Har du ingen betænkeligheder?

- Nej, overhovedet ikke. Jeg har snakket med min familie om det, og de er med hele vejen. Jeg aner ikke, hvad der skal ske, men vi har et ledigt værelse i huset, og de kan bo hos os så længe, der er behov for det. Jeg har desuden kontakt til en mand, der sikkert kan skaffe dem en lejlighed, hvis de på sigt hellere vil have det.

- Har du gjort dig nogle tanker om, hvad du vil sige til hende, når I ses lige om lidt?

- Jeg vil bare sørge for, at hun er tryg. Jeg kan slet ikke forestille mig den situation, hun befinder sig. Tænk engang, at hun står alene midt i det her kaos, og nu kommer der en ukendt mand oppe fra Danmark, der tilbyder hende at komme med hjem til et fremmed sted.

- Jeg er mest bekymret for, hvordan jeg skal udvælge de tre andre personer, jeg har plads til. Hvordan reagerer de, hvis jeg bliver nødt til at afvise nogen? Bliver de sure? Jeg synker lige spyttet en ekstra gang ved tanken om, at jeg måske skal prioritere, men hvis det kommer dertil, giver jeg nok pladsen til endnu en kvinde med børn, da de har sværest ved at rejse selv.

'Peter, danish man - real hero'

Klokken er 10.45, da Peter parkerer bilen og træder ud.

Der er proppet med biler på vejen, der fører folk ud af Ukraine gennem grænsekontrollen ved Hrebenne, og på den polske side holder biler og venter på dem, der skal køres væk.

Kilometerlange køer af biler og lastbiler. Og der bliver ved at komme flere til.

Folk står i vejkanten og venter med de få ting, de fik med sig, da de flygtede mod vest.

Det er primært kvinder og børn, da mændene er blevet hjemme. For nogles vedkommende for at gribe til våben og kæmpe tilbage mod de russiske soldater og kampvogne, der er på vej. Med de evner, de måtte have til det.

Nogle har forladt deres biler, fordi det er hurtigere at komme frem til fods. Andre, mener Peter, er løbet tør for brændstof, så de simpelthen ikke har andre valg end at begynde at gå i retning af Polen.

Peter møder den kvinde, han har lavet en aftale med. Lana, som hun hedder, befinder sig ved et hus tæt ved grænsen, hvor hun har tilbragt natten sammen med sin søn, Bjørn.

Med ham i klapvogn og en kuffert gik hun de sidste 25 kilometer her hen til grænsebyen. Det tog hende otte timer.

Nu er Lana udmattet, bekymret for fremtiden og de mennesker, hun kender, der stadig er i Ukraine. Men hun er lykkelig for at være på vej i sikkerhed, og hun synes, Peter gør en helteindsats.

Det kan du høre hende fortælle om i videoen her:

Peter kører efter at have samlet Lana og Bjørn op videre til et modtagecenter længere sydpå, hvor han møder en ung kvinde fra Algeriet, som også gerne vil køre med. Hun har boet i Ukraine igennem noget tid, og hun vil gerne sættes af i Flensborg, hvor hendes bror bor.

- Hun snakkede med ham, og han havde nogle betænkeligheder ved, hvem det var, hun rejste med. Det forstår jeg godt, for alt det her er jo en noget uprofessionel evakuering. Men han fik et billede af mig, min adresse og så videre, så nu kommer hun med til Flensborg.

Peters formodning om, at den ukrainske kvinde har en tilknytning til Danmark, viser sig at være rigtig, for Lana har nogle venner, der bor i Vejle. Dem har hun bedt om at blive sat af hos, så hun kommer altså ikke med hjem til Aars.

Det har Peter det fint med.

Han er glad for, at han gjorde noget, og nu vil han hjem og fordøje oplevelsen. Han regner med at være hjemme mandag ud på eftermiddagen.

DR Nyheder har spurgt Udenrigsministeriet, om der er noget, man bør være opmærksom på, hvis man ønsker at gøre det samme som Peter.

Det er der ikke, lyder svaret, men man bør være opdateret på den generelle rejsevejledning for Polen i forhold til Covid-19. Der kan læses nærmere her på ambassadens hjemmeside.

Peter optræder uden efternavn i den her artikel, da han ikke ønsker mere opmærksomhed. DR er bekendt med hans fulde identitet. Han står som nævnt frem her, fordi han håber, det kan inspirere andre til også at hjælpe, hvis de har mulighed for det.