Peter Kofod: Der skal flere EU-skeptiske politikere til Bruxelles

Mød Dansk Folkepartis spidskandidat til valget til Europa-Parlamentet.

Det bliver Peter Kofod, der skal være spidskandidat for Dansk Folkeparti ved europaparlamentsvalget søndag den 26. maj i år.

Han overtager pladsen efter Morten Messerschmidt, der efter snart fem år i Bruxelles har valgt at vende tilbage til dansk politik.

Den 29-årige Peter Kofod er født og opvokset på Bornholm, men bor i dag i Haderslev i Sønderjylland.

Han er uddannet folkeskolelærer, men har været aktiv i politik siden sine ungdomsår - blandt andet som landsformand for Dansk Folkepartis Ungdom.

I 2015 blev han valgt ind i Folketinget, hvor han udover at være partiets retsordfører også er medlem af Europaudvalget.

Ved valget i 2014 fik Morten Messerschmidt 465.758 personlige stemmer, hvilket var hovedårsagen til, at Dansk Folkeparti fik valgt fire politikere ind i Europa-Parlamentet.

Nu skal Peter Kofod løfte arven efter sin forgænger.

Peter Kofod har siddet i Folketinget siden 2015. Nu går han efter en plads i Europa-Parlamentet. (Foto: © Mathias Løvgreen Bojesen, Scanpix)

Hvad bliver det vigtigste, du skal lave i Europa-Parlamentet i de kommende fem år?

- Jeg skal kæmpe for Danmark og de danske interesser. Jeg tror, at nationalstaterne er bedre til at håndtere en række forskellige udfordringer, end et bureaukratisk EU-system er.

- Nationalstaterne har nogle opgaver og rettigheder, når det kommer til grænsekontrol og indvandring, som vi i høj grad skal have lov til at kontrollere i vores egne lande. Derudover ligger der et ansvar i forhold til at få sat ind over for social dumping.

- Derudover har vi tænkt os at forsvare danskernes ret til danske ydelser i Danmark. Vi har tænkt os at sætte en kæp i hjulet på velfærdsturismen.

En del af de ting er noget, man lovgiver om i Europa-Parlamentet. Men at flytte opgaver tilbage er ikke noget, du kan gøre som parlamentariker. Hvordan vil du gribe det an?

- Jeg tror, det er væsentligt, at man får en bedre balance i Europa-Parlamentet i fremtiden, end man har i dag. Jeg tager jo ikke fejl, når jeg siger, at der er et meget stort flertal i Parlamentet, som er meget pro-europæisk.

- Jeg håber, at vi efter et EP-valg kan stå i en situation, hvor en større del af parlamentet vil være EU-skeptikere og klar til at træde på bremsen frem for speederen.

Her kan du møde de andre danske spidskandidater til europaparlamentsvalget:

Du regner med, at I bliver mange flere EU-skeptikere i Europa-Parlamentet. Hvordan vil du arbejde sammen med dem?

- Jeg har en ambition om, at der etableres en stor, EU-skeptisk konservativ gruppe til højre for midten. Så må vi se efter valget, hvordan den skal se ud, og hvor stor den bliver.

I dag sidder i sammen med blandt andre de britisk konservative i ECR-gruppen, men I har besluttet jer for at blive en del af en ny EU-skeptisk og konservativ gruppe sammen med blandt andet franske Rassemblement National, Alternative für Deutschland og Lega fra Italien. Hvorfor?

- Vi har en forhåbning om at blive en større og mere slagkraftig gruppe med partier, der ligesom Dansk Folkeparti er skeptiske over for EU-samarbejdet, som det foregår i dag.

- Vi håber at kunne danne en koalition, der kan stå som modvægt til de meget store føderalistiske grupper, der er i Europa-Parlamentet i dag.

Du er på mange områder EU-skeptiker. Hvad får man ved at stemme på dig fremfor eksempelvis en kandidat fra Folkebevægelsen mod EU, som også er EU-skeptiske?

- Folkebevægelsen mod EU er jo socialister og meget røde mennesker. Jeg betragter mig selv som konservativ og en, der kæmper for nationalstatens ret til at fungere og være suveræne i EU-systemet. Selvom vi har lidt tilfælles med Folkebevægelsen, da den også er på den EU-skeptiske side, så mener jeg, at der er en klar forskel: Vi er borgerlige EU-skeptikere.

Er der noget, der gør det her valg til Europa-Parlamentet anderledes end tidligere europæiske valg?

- Jeg ser helt klart valget som en mulighed for at få en bedre balance i Europa-Parlamentet. Jeg håber, at det meget store flertal af meget EU-positive politikere i parlamentet vil skrumpe efter valget, så man i højere grad får en diskussion om 'mere eller mindre' – og at skeptiker- og modstandersiden vil stå styrket efter næste valg.

Du sidder i Folketinget i dag. Nu skal du lave politik i Europa-Parlamentet. Hvorfor vælger du europæisk politik frem for dansk?

- Det gør jeg af den simple årsag, at vi har haft en diskussion i partiet, hvor vi har fundet ud af, at det er mig, der skal være spidskandidat. Det er mig, der tager denne opgave sammen med andre gode folk fra Dansk Folkeparti. Og jeg glæder mig utrolig meget, for det er en spændende dagsorden.

- Der kommer til at ske utrolig mange spændende og skelsættende ting i Europa over de næste fem år, så jeg håber, at jeg sammen med andre DF’ere får mulighed for at præge det.

Alle Dansk Folkepartis kandidater til EP-valget:

  1. 1

    Peter Kofod (Spidskandidat)

  2. 2

    Anders Vistisen

  3. 3

    Pia Adelsteen

  4. 4

    René Danielsson

  5. 5

    Gitte Bundgaard Andersen

  6. 6

    Finn Rudaizky

  7. 7

    Tina-Mia Eriksen

  8. 8

    Tobias Weische

  9. 9

    Lone Langballe

  10. 10

    Charlotte H. Larsen