Philip Khokhar: 'Dødsdom til canadisk statsborger er et klart signal'

Med dødsdom lægger Kina pres på Canada i en anden sag.

Canadieren Robert Lloyd Schellenberg modtog i går dødsstraf ved en domstol i Dalian i Liaoning-provinsen i Kina. (Foto: handout © Scanpix)

Der blev sendt et klart og tydeligt signal til Canada, da en kinesisk domstol i Lioaoning-provinsen i går dømte en canadisk statsborger til døden for at have smuglet narko.

Den 36-årige canadier Robert Lloyd Schellenberg blev anholdt tilbage i 2014 og i november dømt til 15 års fængsel. En appeldomstol nåede i sidste måned frem til, at dommen var for mild og med fire dages varsel, blev retsmødet i går arrangeret.

- Det er ikke, fordi Schellenberg er den første udlænding, som modtager dødsstraf - særligt ikke i en narkotika-sag, som bliver dømt hårdt. Men timingen er højst besynderlig, siger DR's Asien-korrespondent Philip Khokhar og fortsætter:

- Men alene det at myndighederne har inviteret udenlandske journalister til domsafsigelsen, er højst usædvanligt her i Kina. Der er ingen tvivl om, at man har villet sende et klart signal til canadierne. Det er ren afpresning af Canada for at få løsladt og udleveret Huawei-grundlæggerens datter Meng Wanzhou.

Flere anholdte

Dommen bidrager til spændingerne mellem de to lande, som er taget til efter Huaweis finansdirektør Meng Wanzhou blev anholdt i Vancouver 1. december på foranledning af USA.

Amerikanerne mistænker hende for at have medvirket til at bryde USA’s sanktioner mod Iran mellem 2009 og frem til 2014. Hun har afvist alle anklager og er blevet løsladt mod kaution indtil et retsmøde den 6. februar.

Huaweis finansdirektør, Meng Wanzhou, er i øjeblikket under overvågning i Vancouver indtil det første retsmøde, der forventes at finde sted 6. februar. (Foto: STRINGER © Scanpix)

Efterfølgende er tre canadiere blevet anholdt i Kina heriblandt en forretningsmand og en tidligere diplomat. Alle er anklaget for at udgøre en trussel mod den nationale sikkerhed.

Canadas premierminister, Justin Trudeau, kalder det "ekstremt bekymrende", at Kina nu er begyndt vilkårligt at afsige dødsdomme.

Samtidig afviser det kinesiske udenrigsministerium og den statsstyrede kinesiske presse, at dommen og anholdelserne skulle have nogen forbindelse til Meng Wanzhous sag, og kalder det en "fornærmende hån mod det kinesiske retssystem".

- Global Times og talsmanden for det kinesiske udenrigsministerium skal skrive og udtale sig, som de gør, og opretholde en facade om, at her er et fungerende retssamfund. Men domstolene er en del af regeringen, siger Philip Khokhar.

Frygter tilfældige anholdelser

Han fortæller, at der i øjeblikket er canadiere i Kina, som er bekymret for, at selv den mindste forseelse kan eskalere og blive til noget større, mens kineserne frygter den samme situation i Canada.

- Tankegangen her er, at det er USA, som har presset Canada til at anholde en kineser, som tilhører en af de rigeste og mægtigste familier. I Kina anser man det som en del af den eskalerende handelskrig. Mange i den højststående kinesiske elite, der har huse i både Canada og USA, vil nok ikke være klar til at sætte sig på et fly til nogle af de lande, sådan som det er nu, siger han.

Hvis og om det store fokus vil skade Kina kan være vanskeligt at sige noget om på nuværende tidspunkt, siger korrespondenten.

- Men de (Kina, red.) lægger i hvert fald benhårdt pres på Canada og signalerer, at de er villige til at gå ekstremt langt - måske også længere end normalt i denne sag.

- Så kan det være, at det på længere sigt vil påvirke, hvordan det internationale samfund betragter Kina, men det virker, som om vi er kommet lidt udover det punkt, hvor det egentlig er noget, der bekymrer kineserne, siger Philip Khokhar.

Ifølge South China Morning Post har den 36-årige canadier allerede besluttet sig for at appellere sin dødsdom.

Det er ikke første gang, en udlænding er blevet idømt dødsstraf i Kina for at smugle narkotika. En 53-årig britisk mand blev i 2009 henrettet efter at være dømt for at have smuglet fire kilo heroin ind i landet.