Pige udfører selvmordsangreb i Nigeria: Ti er dræbt

En muligvis kun 12 år gammel pige har bombet et marked i Nigeria. Ekstremistgruppen Boko Haram kan stå bag.

Angrebet kommer mindre end et døgn, efter at op til 20 mennesker blev dræbt ved to bombeeksplosioner udført af to piger i landet. AFP PHOTO/STRINGER (Foto: STRINGER © Scanpix)

En ung, kvindelig selvmordsbomber - muligvis en blot 12-årig pige - har tirsdag dræbt mindst ti personer og såret over 20 i et angreb på et marked i det nordøstlige Nigeria.

Det fortæller adskillige øjenvidner og kilder i hospitalsvæsnet til nyhedsbureauet Reuters og AFP.

- Jeg så selvmordsbomberen, en lille pige på ikke mere end 12 år. Jeg talte over ti døde personer, siger øjenvidnet Hussani Ibrahim til Reuters.

Han tilføjer, at han selv hjalp med at transportere 23 sårede til et hospital i Damaturu.

Boko Haram står bag

Angrebet kommer mindre end et døgn, efter at op til 20 mennesker blev dræbt ved to bombeeksplosioner udført af to piger i landet.

Meget tyder ifølge Reuters på, at det er den militante jihadistgruppe Boko Haram, der står bag bomberne. Gruppen er begyndt at udføre flere selvmordsangreb, efter at den har mistet territorium i første halvdel af 2015.

Den unge selvmordsbomber slog til mod et marked i byen Gujba ved middagstid tirsdag.

Mandagens angreb fandt sted i Maidiguri.

Boko Haram har dræbt tusindvis af mennesker i de seks år, hvor gruppen har ført krig mod alle, der ikke støtter dens planer om et kalifat i den nordøstlige og muslimske del af Nigeria.

Gruppen har erklæret, at den er allieret med den militante bevægelse Islamisk Stat, som har udråbt et kalifat i dele af Irak og Syrien.

Tusindvis er dræbt

Boko Haram foretager mange bombeattentater, ofte selvmordsaktioner, mod overvejende kristne mål. Det gælder kirker og skoler.

Omkring 15.000 mennesker er dræbt under den islamistiske kampagne. 1,5 millioner mennesker er tvunget væk fra deres hjem.

Boko Haram har også været aktiv i andre lande i regionen, og i februar i år indgik Nigeria, Niger, Tchad og Cameroun en koalition, hvor de indledte en målrettet kampagne mod Boko Haram.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter