Pigtrådshegn og flere tusinde soldater klar før Bidens indsættelse: 'Selv ikke efter 11. september så vi noget som det her'

Washington ligner mere en by, der forbereder sig på krig end på en demokratisk festdag, lyder det fra korrespondent.

Alle er forment adgang til parken National Mall, der huser den amerikanske kongresbygning, når Joe Biden indsættes i dag. (Foto: Joshua Roberts/Reuters/Ritzau Scanpix)

Når amerikanerne vender kalenderbladet til den 20. januar med et præsidentvalg i den friske hukommelse, er det normalt en festdag i Washington D.C.

Hundredetusindvis af mennesker samles i parken National Mall med blikket rettet mod kongresbygningen på Capitol Hill, og lyden af klapsalver kan høres i hele den centrale del af hovedstaden, når USA's kommende præsident træder frem på talerstolen.

Men når Joe Biden i dag indsættes som USA's præsident, bliver det dog på mange måder anderledes.

Store dele af det centrale Washington er spærret af, 25.000 soldater har belejret byen, miltære køretøjer patruljerer i centrum, og kilometervis af pigtrådshegn indhegner Det Hvide Hus og parken National Mall, der huser Kongressen og mindesmærket Lincoln Memorial.

- Washington ligner mere en by, der forbereder sig på krig fremfor den demokratiske festdag, en præsidentindsættelse normalt er, lyder det fra DR's korrespondent i Washington, Lillian Gjerulf Kretz.

Også blandt byens indbyggere er det massive sikkerhedsopbud et sjældent syn til trods for, at de deler postnummer med den amerikanske præsident.

- Det er ufatteligt. Jeg har aldrig set noget lignende, og jeg har boet her længe. Selv ikke efter 11. september så vi noget som det her, fortæller Jeff Martin, der bor i Washington.

  • Omkring 25.000 soldater fra den amerikanske nationalgarde er blevet sat ind i den amerikanske hovedstad Washington D.C. forud for indsættelsen af Joe Biden som USA's præsident. (Foto: JOSHUA ROBERTS © Scanpix)
  • Flere områder i det centrale Washington er omkranset af pigtrådshegn. Det gælder blandt andet den tre kilometer lange park National Mall, der fører op til den amerikanske kongresbygning. (Foto: ERIC THAYER © Scanpix)
  • De mange soldater skal sørge for, at ingen uvedkommende tilegner sig adgang til de afspærrede områder. (Foto: Justin lane © Scanpix)
  • En lang række veje i det centrale Washington er blevet spærret af, og kun folk med en særlig tilladelse må køre igennem et af de syv checkpoints, som sikkerhedstjenesten Secret Service har etableret i byen. (Foto: Eduardo Muñoz © Scanpix)
  • Det er ikke kun soldater, der blokerer vejene i Washington. Store trucks skal også sørge for, at ingen uvedkommende kan komme i nærheden af National Mall og Det Hvide Hus. (Foto: Brendan SMIALOWSKI © Scanpix)
1 / 5

Ingen veje fører til Washington

Det massive sikkerhedsopbud i Washington D.C. består dog ikke kun af pigtrådshegn og soldater fra Nationalgarden. Myndighederne har nemlig gjort det så godt som umuligt at komme ind i den amerikanske hovedstad, hvis ikke man har en særlig tilladelse.

Den amerikanske sikkerhedstjeneste Secret Service har etableret en række sikkerhedszoner og checkpoints i byens centrum for at kontrollere, hvem der kan køre på vejene.

Flere metro- og togstationer er lukkede, busruter er omlagt udenom byens centrum, og flere broer og indfaldsveje mod nabostaten Virginia er helt eller delvist lukkede indtil i morgen.

Desuden meddelte udlejningstjenesten AirBnB i sidste uge, at de ville annullere samtlige bookinger i den amerikanske hovedstad på indsættelsesdagen, og at ingen ville kunne booke overnatninger i byen i flere dage op til.

Endelig vil der ikke blive sat nogle storskærme op i gaderne i byens centrum til at live-transmittere indsættelsen. Her plejer flere tusinde ellers at følge med.

Sikkerhedsniveauet er ekstraordinært, og ifølge DR's korrespondent i Washington er noget lignende aldrig før set i USA.

- Det her er uden fortilfælde i amerikansk historie. Vi skal tilbage til præsident Abraham Lincolns indsættelse for at finde noget, der ligner den nuværende virkelighed i Washington. Dengang stod USA på randen af borgerkrig, men selv det kan ikke sammenlignes med det sikkerhedsopbud, vi ser nu, fortæller Lillian Gjerulf Kretz.

  • Sådan så det ud i parken National Mall, da Donald Trump tiltrådte som USA's præsident den 20. januar 2017. (Foto: Lucas Jackson © Scanpix)
  • Her kommer Donald Trump gående hen til talerstolen, klar til at tale de hundredetusindevis af mennesker, der er dukkede op for at se ham blive indsat som USA's præsident. (Foto: Brian snyder © Scanpix)
  • Der var længe diskussioner om, hvor mange mennesker der mødte op for at se indsættelsen af Donald Trump i Washington D.C. (tv.), og eksperter har haft svært ved at vurdere præcis hvor mange. Selv påstod Trump, at hans indsættelse var den mest sete indsættelse af en amerikansk præsident nogensinde. En sammenligning med Obamas første indsættelse i 2009 (th.) fortæller dog en lidt anden historie. (Foto: Reuters Staff © Scanpix)
1 / 3

Frygter endnu et angreb

Indsættelsen af Joe Biden var i forvejen planlagt til at blive nedskaleret på grund af coronapandemien, der indtil videre har kostet omkring 400.000 amerikanere livet, og den kommende præsident har også selv opfordret folk til at blive hjemme.

Det massive sikkerhedsopbud kommer, efter tusindvis af Trump-støtter og tilhængere af konspirationsbevægelsen QAnon stormede Kongressen for to uger siden, hvilket kostede fem mennesker livet.

Myndighederne forbereder sig på, at der kan komme uroligheder i Washington igen, og ifølge sikkerhedstjenesten FBI har højreorienterede grupper planlagt protester i byen. Det fik i sidste uge guvernøren i Washington til at opfordre det amerikanske indenrigsministerium til at forbyde alle demonstrationer i byen til og med på søndag.

Myndighederne er derfor kommet med en kraftig opfordring til amerikanerne om at følge indsættelsen hjemmefra og holde sig væk fra området af hensyn til deres egen sikkerhed.

  • Selvom amerikanerne ikke vil kunne se indsættelsen i Washington, venter der stadig et spektakulært tv-show, når Joe Biden indsættes som USA' næste præsident senere i dag. Mandag blev brugt på generalprøve. (Foto: PATRICK SEMANSKY © Scanpix)
  • Indsættelsen vil byde på en lang række taler og musikalske optrædener. Sangerinden Lady Gaga har fået æren af at synge nationalsangen. (Foto: Joe Raedle © Scanpix)
  • I stedet for flere hundredetusinde tilskuere i Washington, er der i år plantet et flag foran kongresbygningen for hver af de omkring 400.000 amerikanere, der er døde med coronavirus, siden pandemien ramte USA for snart et år siden. (Foto: TIMOTHY A. Clary © Scanpix)
1 / 3

Men skulle nogen alligevel forsøge at se ceremonien på tæt hold, vil de blive tilbageholdt prompte, lyder meldingen fra US Capitol Police, der har ansvaret for at beskytte Kongressen i Washington.

- Enhver, der forsøger at klatre over et hegn eller på anden ulovlig vis trænge ind i området, vil blive anholdt.

Indsættelsesceremonien forventes at begynde klokken 17:30 dansk tid. Du kan følge med direkte på DR TV.

FacebookTwitter