Pilar er Spaniens mest Franco-tro kvinde: Alt var konstant fremgang under Franco

Spanien var bedre stillet med Franco ved roret, mener Pilar Gutiérrez, der er kendt som Spaniens mest Franco-tro kvinde.

Pilar Gutiérrez i videoen herover er kendt som Spaniens mest frankistiske kvinde.

For hende er der ingen tvivl om, at Franco-tiden var bedre for Spanien, end det efterfølgende demokrati har været.

Francisco Franco vandt Den Spanske Borgerkrig i 1939 og sørgede hurtigt for at centralisere magten om sig selv ved blandt andet at forbyde andre partier end sit eget, Falangen. Franco prædikede spanske traditioner og slog hårdt ned på politiske modstandere som for eksempel catalanske separatister og især kommunister. Francos diktatur varede i 36 år.

I tirsdags var det 43 år siden, at Francisco Franco døde og dermed også, at Spanien startede rejsen mod demokrati. For Pilar var dagen ikke alene en hyldest til Franco, men også en protest imod at fjerne Francos grav fra De Faldnes Dal, som regeringen vedtog i september, at den vil gøre.

De Faldnes Dal er et kæmpe mausoleum lidt nord for Madrid, som Franco fik bygget efter borgerkrigen til ære for krigens faldne soldater. 33.000 faldne er begravet i monumentet.

Efter sin død blev også Franco stedt til hvile i monumentet, der hvert år på diktatorens dødsdag får besøg af Franco-støtter. Noget, som den spanske regering håber skete for sidste gang med fejringen i tirsdags.

Den seneste melding fra regeringen er, at Francos grav vil blive flyttet i begyndelsen af 2019.

Se mere i 21Søndag i aften på DR1.