Pilot blandt passagerer måtte lande fly

Kaptajn på passagerfly i USA blev syg. Nogle kilder siger, at han gik amok. Passager måtte lande maskinen.

Et passagerfly fra selskabet JetBlue på vej fra New York til Las Vegas i USA nåede aldrig frem.

Det måtte omdirigeres og er nu landet af en anden pilot, der var om bord, i Amarillo i Texas, fordi der var problemer med flyets kaptajn.

Officielle erklæringer fra JetBlue taler om, at kaptajnen blev syg.

Pilot amok

Men passagerne er efter landingen begyndt at fortælle deres version.

Passagerer siger ifølge dpa, det tyske nyhedsbureau, at kaptajnen opholdt sig usædvanligt længe på et badeværelse. Da han kom ud, skreg han "Irak, al-Qaeda, terrorisme, vi styrter alle ned".

Derefter sprang seks til 10 passagerer på ham og overmandede kaptajnen.

Passageren Heidi Karg siger til CNN, at en mand i en JetBlue-uniform begyndte at slå på døren ind til cockpittet.

- Jeg skal bruge koden, giv mig koden. Jeg skal ind, sagde manden ifølge Karg.

- På det tidspunkt vidste jeg ikke, at han var kaptajnen, fortæller hun.

Overmandede kaptajn

Så var det, at en mand, der også var pilot, dukkede op og sagde, at "I må få ham til at holde sig tilbage", siger Karg.

Hun fortæller, at en gruppe mandlige passagerer så overmandede kaptajnen sammen med flypersonale.

Hendes fortælling er noget mere dramatisk end den officielle version fra JetBlue, der i en erklæring blot siger, at "der opstod en lægelig situation med kaptajnen" på flyet, der havde 135 passagerer om bord.

Passager landede

- En anden pilot, der var om bord, men ikke i tjeneste, kom til cockpittet forud for landingen i Amarillo og overtog det syge besætningsmedlems pligter, siger flyselskabet.

En talskvinde for politiet i Amarillo vil over for Reuters ikke sige noget om episoden.

Men hun oplyser, at hendes afdeling får støtte fra FBI i efterforskningen af, hvad der er sket i JetBlue-flyet.

Facebook
Twitter