Pind: Fly i Kastrup skulle transportere Edward Snowden til USA

Justitsministeren kommer med nye oplysninger i sag om fly gjort klar til at transportere whistlebloweren.

Justitsminister Søren Pind (V) siger, at der stod fly klar til Snowden. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Justitsminister Søren Pind (V) ændrer nu forklaring i sagen om et transportfly med landingstilladelse i Kastrup med formål at fragte whistlebloweren Edward Snowden til USA.

Ifølge et svar til Folketingets retsudvalg sendt i dag giver ministeren det stik modsatte svar af, hvad han sagde i går i Folketingssalen.

I går sagde justitsministeren, at han havde fået information om, at Transportministeriet i sommeren 2013 havde givet landingstilladelse til et fly fra USA's regering.

Flyet kunne få lov at sætte landingshjulene i Kastrup Lufthavn, men Pind kendte ikke til baggrunden bag dette, sagde han i går.

Skulle ske hvis Snowden blev udleveret

Nu lyder svaret fra Pind:

- Jeg må konstatere, at min besvarelse ikke var dækkende på dette punkt.

- Jeg er således efterfølgende blevet opmærksom på, at det af baggrundsmaterialet til besvarelse af spørgsmålet fremgår, at formålet med flyets tilstedeværelse i Københavns Lufthavn angiveligt har været at have mulighed for at kunne transportere Edward Snowden til USA, såfremt han måtte blive udleveret fra Rusland eller et andet land, skriver han i svaret til Retsudvalget.

Dokumentation: Se Søren Pinds svar til retsudvalget her.

Sagen kort

  • Da flyet landede i Kastrup, var Edward Snowden lige ankommet til Rusland og var strandet i Moskvas internationale lufthavn. USA havde annulleret hans pas og forhindret ham i at rejse videre til en sikker asyldestination, har Jyllands-Posten tidligere opridset sagen.

  • Først senere på sommeren fik han politisk asyl i Rusland. Her har han befundet sig siden, fremgår det af JP's gennemgang.

  • Søren Pinds brev kommer, efter at Enhedslisten har spurgt ind til sagen. Ifølge Partiets udenrigsordfører, Nikolaj Villumsen, bør Danmark stoppe med at hjælpe i jagten på Snowden. - Kilde: Ritzau

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk