Planer om nyt tempel ved kendt moske skaber uro

Sammenstød fortsætter i Mellemøsten. I dag har Israel sendt bomber ind over Gazastriben.

To træningslejre blev ødelagt, at israelske bomber blev sendt ind over Gazastriben. (Foto: MOHAMMED SALEM © Scanpix)

Israel har sendt bomber over Gazastriben, og to træningslejre tilhørende den militante palæstinensiske gruppe Hamas er ramt.

Der er ingen meldinger om tilskadekomne.

Angrebene kommer efter en blodig fredag med sammenstød mellem israelske sikkerhedsstyrker og palæstinensere både i Jerusalem og på Vestbredden.

Hamas havde erklæret fredag for "vredens dag" på grund af den seneste tids konflikt ved al-Aqsa-moskeen.

Raket ramte bus i det sydlige Israel

Vreden udspringer af, at jødiske højrefløjsgrupper har planer om at opføre et nyt tempel på Tempelbjerget.

En palæstinensisk gruppe, som støtter den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat, har taget skylden for en af mindst to raketter, der fredag aften blev affyret mod det sydlige Israel.

En af raketterne ramte en bus i en by. En anden blev skudt ned af et israelsk forsvarssystem.

Fredag blev tre israelske betjente såret af en brandbombe, og politiet skød med gummikugler og spredte tåregas mod palæstinensiske aktivister, som kastede sten ved Olivenbjerget øst for Jerusalem.

/ritzau/

Facebook
Twitter