Planlagde fangekælder i årevis

Østrigeren Josef Fritzl planlagde allerede i 1978 sin fangekælder. Da var datteren 12 år. Seks år senere blev hun indespærret og holdt som fange i 24 år. Det kom frem under et pressemøde med østrigsk politi.

Politiet sagde, at de stadigvæk var overbevist om, at Fritzl handlede på egen hånd. (Foto: HERBERT NEUBAUER © Scanpix)

Østrigeren Josef Fritzl planlagde allerede i 1978 sin fangekælder. Da var datteren 12 år. Seks år senere trak han hende ned i det hemmelige rum og holdt hende som fange i 24 år.

- Kælderen har været planlagt i hvert fald siden 1978 og indberettet til bygningsmyndighederne, sagde politichefen på et pressemøde, hvor verdenspressen var samlet for at høre seneste nyt om politiets efterforskning.

- Vi går med sikkerhed ud fra, at det allerede i planlægningsfasen har været til hensigt at indbygge et hemmeligt rum, sagde politichefen om det, der blev Elisabeth Fritzls fængsel.

Efterforsker flere voldtægter

Politiet sagde, at de stadigvæk var overbevist om, at Fritzl handlede på egen hånd. Efterforskerne sagde også, at de nu nærmere undersøger de anklager, som er fremsat af forskellige kvinder, der siger, at de er blevet voldtaget af Fritzl for 30-40 år siden.

Anklageren i sagen fortalte, at det første møde med Josef Fritzl selv bliver enten onsdag eller torsdag.

Inden for den næste uge skal sagen for en dommer, fordi varetægtsfængslingen til den tid udløber.

Facebook
Twitter