Pludselig er klima en del af valgkampen i USA. Men Trump og Biden skændes om fakta

Hverken Donald Trump eller Joe Biden har brugt meget tid på at tale om klimaforandringer - indtil nu.

Mindst 27 amerikanere er omkommet under skovbrandene i år. (Foto: Josh Edelson © Scanpix)

Mens store områder langs USA's vestkyst står i flammer, er debatten om klimaforandringer for en stund blevet en del af den amerikanske valgkamp.

I aftes besøgte præsident Donald Trump Californien. Her mødtes han med delstatens guvernør og flere repræsentanter for de lokale myndigheder, og det var i denne forbindelse, at præsidenten endnu engang såede tvivl om betydningen af klimaforandringer.

- Jeg tror faktisk ikke, at videnskaben er klar, lød det blandt andet fra Trump som et direkte modsvar til de californiske myndigheders forsøg på at få præsidenten til at anerkende klimaforandringer.

Men hvad er egentlig fakta i den amerikanske klimadebat, og hvad vil de to kandidater gøre? DR Nyheder giver dig her et overblik:

1

Co2-udledningen og antallet af kulkraftværker falder

Som præsident har Donald Trump blandt andet løftet restriktioner på kulindustrien og tilladt olieefterforskning i fredede områder. (Foto: LEAH MILLIS © Scanpix)

Men i USA faldt udledningen af Co2 faktisk med 1,8 procent, hvilket særligt kan tilskrives et fald i brugen af kul. Omvendt steg amerikanernes forbrug af naturgas.

Målt per indbygger er USA dermed fortsat det land i verden, der står for den største udledning af Co2.

Netop naturgassen er blandt andet en af forklaringerne på, at antallet af kulkraftværker falder drastisk. Indtil videre har virksomheder lukket 13 kraftværker i år - nogle dog uden at sætte en specifik dato. Lukningen af kraftværkerne er en del af tendens: Myndighederne vurderer, at udledningen af Co2 fra kul faldt med 14,6 procent i USA sidste år.

2

Hvilken klimapolitik har Trump ført?

For to år siden besøgte Donald Trump Californien efter flere voldsomme brande, der kostede 80 mennesker livet. Mandag aften var han tilbage. (Foto: LEAH MILLIS © Scanpix)

Den amerikanske præsident har gennem hele sin embedsperiode nægtet at anerkende konsekvenserne af klimaforandringer og de stigende temperaturer på jordens overflade.

En holdning, der står i direkte kontrast til en rapport fra Trumps egen administration, der i 2018 slog fast, at skovbrandene risikerer at blive tre gange så voldsomme i fremtiden, hvis det ikke lykkes at bremse den globale opvarmning.

I en anden rapport fastslår forsvarsministeriet Pentagon, at den globale opvarmning er én af de alvorligste trusler mod USAs nationale sikkerhed.

I 2017 meddelte Donald Trump, at USA ville trække sig fra den stort anlagte Paris-aftale vedtaget to år forinden.

Donald Trump annoncerede i 2017, at han ville trække USA ud af Paris-aftalen.

3

Hvad vil Biden gøre på klimaområdet?

Demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, vil gøre USA klima-neutralt inden 2050. (Foto: DREW ANGERER © Scanpix)

Den amerikanske olie- og gasproduktion nærmest eksploderede i tiden, mens Joe Biden var vicepræsident under Barack Obama.

Men nu skal det være anderledes. I hvert fald hvis man skal tro demokratens valgprogram. Her lover Joe Biden, at USA senest i 2050 skal være klimaneutralt. Samtidig forpligter han sig også til at genindsætte landet i Paris-aftalen.

Ifølge Biden skal den føderale regering stå for at gennemføre en fremtidig grøn omstilling, der ifølge demokraten vil skabe nye job og betyde økonomisk fremgang.

Modsat præsident Trump har Biden de seneste dage understreget, at skovbrandene på vestkysten hænger sammen med klimaforandringer.

4

Hvad mener vælgerne?

Undersøgelser viser, at Trump-vælgere prioriterer emnet 'klima' lavere end demokrater. (Foto: Ethan Miller © Scanpix)

Hverken Donald Trump eller Joe Biden har brugt meget tid på at tale om klimaforandringer i 2020 - indtil dele af vestkysten stod i flammer.

Selvom der er omkring 50 dage til præsidentvalget, skyldes det nok, at flere undersøgelser peger på, at klimaforandringer er et af de emner, vælgerne går mindst op i.

I en undersøgelse fra Pew Research Center mener 42 procent af de adspurgte, at klima er 'et meget vigtigt' emne i valgkampen. Dermed placerer klima sig andensidst i undersøgelsen - kun spørgsmålet om abort ligger over.

Spørgsmålet om klima afhænger også af, hvilket parti man tilhører. Undersøgelser viser således, at vælgere, der stemmer på Demokraterne, er langt mere tilbøjelige til at vægte klimaforandringer højt i stemmeboksen.

78 procent af vælgere, der enten stemmer på eller hælder til Demokraterne, mener, at det burde være et af de vigtigste emner på dagsordenen. Mens det blandt republikanere blot er 21 procent.

Facebook
Twitter