Polen genoptager krav om krigserstatning fra Tyskland

Tysklands behandling af polakkerne under Anden Verdenskrig får nu Polen til at gå i en "historisk modoffensiv".

Ifølge Jarosław Kaczyński, der er leder af det nationalkonservative Lov- og Retfærdighedsparti, så er Polens regerings ved at forberede en "historisk modoffensiv" mod Tyskland. (Foto: MARCIN OBARA © Scanpix)

Polske embedsmænd undersøger mulighederne for at få betalinger for krigsskader fra Tyskland mere end 72 år efter Anden Verdenskrig sluttede, skriver The Economist.

Polen har ikke modtaget kompensation for ødelæggelserne under Anden Verdenskrig. Efter pres fra Sovjetunionen afslog Polens kommunistiske regering i 1953 alle krav på erstatning fra det daværende Østtyskland. Vesttyskland kompenserede Grækenland, Israel og Jugoslavien.

Jarosław Kaczyński, der er leder af det nationalkonservative Lov- og Retfærdighedsparti, sagde for nyligt i et interview, at den polske regering er ved at forberede en "historisk modoffensiv." Kaczyński​ er kendt kritiker af Tyskland.

- Vi taler om store summer og også om det faktum, at Tyskland i mange år har nægtet at tage ansvar for Anden Verdenskrig, sagde Kaczyński​ i et interview med den konservative radiostation Radio Maryja.

Kaczyński​ udtalte ligeledes ved Lov- og Retfærdighedspartiets partikongress, at Polen har ret til EU's udviklingsmidler på grund af manglende kompensation fra Tyskland.

Næsten seks millioner polakker døde under Anden Verdenskrig efter Tysklands invasion af Polen i 1939. I en opgørelse fra 2004 vurderede bystyret i Warszawa, at der var sket skader for mere end 45 milliarder amerikanske dollars alene i Warszawa.

Ikke første gang

Det er ikke første gang, at Polen langer ud efter Tyskland for manglende kompensation for krigsskader. Tilbage i 2004 stemte det polske parlament en resolution igennem med det formål at søge krigserstatning fra Tyskland. Resolutionen blev dog stoppet af regeringen. I Tyskland reagerede stort set alle partier dengang med afvisning og forargelse.

Truslerne om et nyt krav truer igen Polens forhold til Tyskland.

- Erstatning til Polen blev behandlet endegyldigt i fortiden, udtaler en talsperson for Angela Merkel.

Polen har igangsat en parlamentarisk undersøgelse, der skal belyse, hvorvidt Polen lovligt kan gøre krav på erstatning på trods af beslutningen i 1953.

En nylig meningsmåling viser, at omkring to-tredjedele af polakkerne støtter et erstatningskrav.

Facebook
Twitter