Polen og nabolande trodser EU: Forbyder ukrainske fødevarer igen

Uenigheden om, hvad der skal blive af ukrainsk korn, er nu blusset op igen.

Allerede i februar i år opfordrede Ungarn, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Rumænien og Bulgarien, på et fælles møde i Bruxelles, EU til at se nærmere på de problemer, der har skadet lokale landmænd i de seks lande. (Foto: © Danil Semyonov, Ritzau Scanpix)

Fredag blev det i Europa-Kommissionen besluttet, at man ikke ville forlænge forbuddet mod import af ukrainsk korn til Ukraines nabolande.

Beslutningen er dog ikke faldet i god jord blandt Polen, Slovakiet og Ungarn, der nu har annonceret deres egne begrænsninger, der går direkte mod EU’s beslutning.

Her vil man nemlig ikke have at der bliver solgt ukrainsk korn.

Uenigheden om, hvilken rute ukrainsk korn skal transporteres, har stået på længe, og begyndte, da krigen brød ud i Ukraine. Her etablerede EU de såkaldte solidaritets-korridorer. Det gav Ukraine massive lettelser på told af import, men det har altså haft negative konsekvenser for landmændene i naboregionerne.

Transporten af korn oversvømmede nemlig transitlandene, såsom Polen og Ungarn, hvilket førte til et markant prisfald, der påvirkede indkomsten for lokale landmænd i nabolandene.

Det fik Polen, Ungarn og Slovakiet til at indføre deres egne forbud tidligere i år, for at beskytte de lokale landmænd. Beslutningen fra de to lande medførte kritik fra EU, der kaldte enegangen for "uacceptabel".

Alligevel blev presset så stort, at EU i maj 2023 trådte til og indførte sit eget forbud mod import til nabolandene. Forbuddet betød, at Ukraine gerne måtte eksportere gennem nabolandene, men kun på betingelse af at produkterne blev solgt i andre lande.

Og det er altså det forbud, som EU nu har løftet igen - og som nu skaber spændinger EU-landene imellem.

Michal Kolodziejczak, formanden af den polske AGROUnia-gruppe, holder et brød, mens han taler til medierne ved Europa-Parlamentet i Strasbourg den 12. september 2023. (Foto: © Julien Warnand, Ritzau Scanpix)

I de lokale landmænds interesse

Inden krigen brød ud, var Ukraine en af verdens største eksportører af korn. Ruslands invasion har dog reduceret landets evne til at eksportere landbrugsprodukter, og derfor har solidaritets-korridorerne været afgørende for det krigsramte land.

I 2022 eksporterede Ukraine 60 procent af sin eksport gennem solidaritets-korridorerne. De resterende 40 procent blev eksporteret via Sortehavet i forbindelse med kornaftalen, der blev mæglet af FN og Tyrkiet, men som nu er udløbet.

Fredag besluttede EU så at løfte forbuddet, efter at Ukraine lovede at træffe de nødvendige foranstaltninger for at stramme kontrol med eksporten til nabolande.

Det gjorde man på trods af, at alle involverede lande, udover Bulgarien, ønskede at forlænge forbuddet.

Beslutningen blev modtaget positivt fra Ukraines præsident, Volodomyr Zelenskyj, der sagde, at man ville reagere "på civiliseret vis", hvis EU-lande brød reglerne.

EU’s handelskommissær, Valdis Dombrovskis, sagde herefter, at lande bør afholde sig fra at gå enegang og indføre foranstaltninger af ukrainske kornvarer. Men der blev talt for døve ører.

Landmænd afholdte en traktordemonstration ved grænsen mellem Bulgarien og Rumænien i slutningen af marts. De har i månedsvis været utilfreds med de favorable forhold, som ukrainske landmænd har i EU. (Foto: © NIKOLAY DOYCHINOV, Ritzau Scanpix)

Både Polen, Ungarn og Slovakiet reagerede nemlig straks på beslutningen ved at genindføre begrænsningerne på ukrainsk korn. Det er tilladt med transit gennem landene, men kornet skal sælges i andre lande.

Forbuddet i Polen omfatter fire kornsorter samt majs, hvede og rapsfrø.

- Vi forlænger forbuddet på trods af uenighed med EU. Det gør vi, fordi det er i den polske landmands interesse, lyder det fra den polske landbrugsminister, Robert Telus.

I Ungarn dækker forbuddet over hele 24 ukrainske produkter såsom korn, grøntsager og honning. Også Slovakiet har sin egen liste over produkter, som de har indført forbud imod.

Alle tre lande forbyder kun indenlandsk import, og påvirker altså ikke ukrainske produkters transit til andre markeder.

I Rumænien vil man dog vente med at indføre egne forbud, indtil Ukraine præsenterer deres planer for, hvordan man vil beskytte landmændene i henholdsvis Rumænien og de resterende nabolande.

Der er endnu ikke kommet nogen reaktioner på de tre landes beslutning fra Ukraine eller fra EU.