Polens kontroversielle, katolske regering splitter befolkningen

Polen er en nation i strid med sig selv efter mere end et halvt år med en katolsk-konservativ regering ved magten.

Protestbevægelsen Polish Committee for the Defence of Democracy (KOD) demonstrerer Warszawa i weekenden. (Foto: © Jakub Kaminski, Scanpix)

På en bænk i Białystok i Polen sidder Kobas Laksa sammen med sin mor Mirosława Borowska og diskuterer.

- Måske skulle vi bare lukke alle kirker ned, siger Kobas Laksa, der er træt af, at den katolske kirke i Polen har stor indflydelse på landets regering.

- Men hvad taler du dog om! Hvor skulle folk så mødes? siger hans mor på 74 år. Hun er pensionist og går i kirke hver eneste søndag ligesom 39 procent af polakkerne.

Kobas Laksa og hans mor Mirosława Borowska fra byen Białystok er meget uenige, når det kommer til polsk politik. Det samme er resten af Polens befolkning. (Foto: © Dr, dr)

Familien er ligesom resten af Polen dybt splittet, når det gælder Polens katolsk-konservative regering.

Lov- og Retfærdighedspartiet vandt absolut flertal i parlamentet i oktober sidste år. Og siden har der været massive demonstrationer i gaderne. Faktisk har splittelsen i befolkningen aldrig været så synlig som nu.

EU advarer Polen

Protesterne skyldes især, at regeringen har vedtaget en medielov, så politikerne direkte kan hyre og fyre ledelsen på Polens public service-medier.

Og så har magthaverne også ændret forfatningsdomstolen, så de har nemmere ved at gennemføre deres kontroversielle love.

Det fik i sidste uge EU til at sende en advarsel til Polen om, at det har problemer med at leve op til principperne for en retsstat.

Kobas Laksa er indædt modstander af den nationalkonservative og EU-skeptiske regering.

- Folk er anderledes end for 10-15 år siden. De er mere vrede. Det er som om, at der er noget dårligt i folk. De tænker kun på penge, siger Kobas Laksa, der arbejder som grafisk designer og filmkunstner i Warszawa.

Religiøs jubel

Hans mor derimod jubler over regeringen. Mirosława Borowska synes, at den er langt bedre end den tidligere liberale regering, der sad ved magten i otte år.

- Når Polen er retfærdigt og følger loven, vil alle få det godt. Den nye regering er ærlig, og de håner ikke nogen. Jeg kan godt lide premierminister Beata Szydło. Hun er normal.

Mirosława Borowska mener, at de tidligere magthavere var korrupte og glemte de lavtlønnede. I Polen ligger den mest udbetalte løn på lidt over 3.000 kroner om måneden efter skat.

EU’s økonomiske mønsterbarn

Polen er ellers en af Europas få økonomiske succeser i nyere tid. Selv under den globale finanskrise i 2008 var landet i vækst – som det eneste i EU.

Landets fremgang skyldes især iværksætteri og hårdt arbejde. Når det gælder teknologi, er Polen førende i Europa, og mad- og landbrugssektoren vokser med omkring 10 procent hvert år.

Men bagsiden af medaljen er, at mange polakker føler sig hægtet af. De føler, at det kun er de få, der har vundet på Polens forvandling siden kommunismens sammenbrud i 1989.

Familiefejden fortsætter

Og det har altså fået et politisk flertal til at vælge en meget nationalkonservativ vej.

I parken i Białystok lykkes det ikke Kobas Laksa og hans stærkt religiøse mor, Mirosława Borowska, at blive enige om noget som helst.

- Mor, når jeg lytter til dig, har jeg det som om, at verden er et sandt helvede, siger han. - Nej, verden er smuk! svarer hans mor. - Du synes bare, at mennesker er djævle, ikke? - Nej, verden er så smuk!

Se mere i Horisont i aften på DR1 kl. 21:55.