Politi bryder blokader i Frankrig

Fransk politi bryder blokader omkring raffinaderier og tankstationer, som strejkende har oprettet i protest mod en pensionsreform.

Fransk politi bryder blokader omkring raffinaderier og tankstationer, som strejkende har oprettet i protest mod en pensionsreform. Arkivfoto (Foto: PASCAL GUYOT © Scanpix)

Efter ordre fra præsident Nicolas Sarkozy brød fransk politi blokader omkring raffinaderier og brændstofdepoter, der i flere dage har været blokeret af vrede arbejdere, som protesterer mod en pensionsreform.

Ophævelserne af blokaderne foregik uden større problemer, og regeringen i Paris venter, at forsyningerne til de godt 3000 tankstationer, der er løbet tør for brændstof, går i gang i løbet af torsdagen.

Hvis ikke blokadevagterne frivilligt opgiver blokaden vil politi blive udstationeret omkring depoter og raffinaderier for at sikre forsyningerne.

Økonominister Christine Lagarde siger, at alle tankstationer vil få forsyninger i løbet af få dage.

Kamp mod pensionsreform

Demonstranterne har i de seneste uger optrappet deres kamp mod en pensionsreform, der vil hæve pensionsalderen fra 60 til 62 år. En reform som præsident Sarkozy siger er nødvendig for at rette op på Frankrigs skrantende økonomi og store underskud på finansloven.

Facebook
Twitter