Politi evakuerer naboer i Tianjin efter nye eksplosioner og kemikaliefund

Kina advarer om giftige stoffer i området efter et skift i vindretningen over byen.

Der er fundet natriumcyanid på ulykkesstedet, hvor en enorm eksplosion onsdag lagde et stort område ved en stor industrihavn i den kinesiske havneby Tianjin i ruiner. (Foto: JASON LEE © Scanpix)

Kina beder indbyggerne i den eksplosionsramte millionby Tianjin om at evakuere en skole og råder dem samtidig til at have lange bukser og masker på. Det skriver nyhedsbureauet Reuters få minutter efter, at Kina advarer om giftige stoffer i området efter et skift i vindretningen over byen.

Beboere i nærheden af ulykkesstedet for de voldsomme eksplosioner i millionbyen Tianjin i det nordøstlige Kina bliver evakueret på grund af fare for kemikalier, skriver det kinesiske nyhedsbureau Xinhu.

Ifølge Beijing News påbegyndte politiet evakueringerne, efter der er fundet natriumcyanid på ulykkesstedet, hvor 85 mennesker har mistet livet, og 700 er kommet på hospitalet.

Samtidig skulle nye eksplosioner have ramt området og skabt nye brande, rapporterer tv-kanalen CNN. Det er blandt andet et stort antal biler, der i morges brød i brand. Se hvordan det så ud i videoen herunder.

Fortsat ild i ruinerne

Onsdag ramte to store eksplosioner havnen i Tianjin i et stort industriområde, hvor der lørdag fortsat er ild i ruinerne. Myndighederne har endnu ikke fundet frem til, hvad der forårsagede ulykken.

Udenlandske eksperter har dog peget på, at de brandfolk, der først kom til stedet, kan have begået en alvorlig fejl ved at sprøjte med vand i stedet for pulver mod en stor lagerbygning, der indtil onsdag rummede sprængfarlige kemikalier.

Indbyggerne i Tianjin, hvor der bor 15 millioner mennesker, frygter, at røgen i området kan være giftig, hvilket eksperter endnu ikke har givet et entydigt svar på. Det tyder dog på, at luften ikke udgør nogen sundhedsrisiko.

(© (c) DR)

/ritzau/AFP

Facebook
Twitter