Politi finder skjulte laboratorier og 700 kilo narko i Holland

I et internationalt politisamarbejde er det lykkedes at undgå, at millioner af piller kom til Australien.

På gaden i Australien kunne 15 millioner mdma-piller have indbragt mere end 300 millioner australske dollar. (Arkivfoto) (Foto: Adek Berry/POLO © Ritzau Scanpix)

Hollandsk og australsk politi har beslaglagt 700 kilo krystallisk mdma i Rotterdam. Den store mængde narkotika havde angiveligt kurs mod Australien.

Det oplyser australsk politi fredag.

Narkoen blev beslaglagt i Rotterdam i Holland i august og udløste en fælles efterforskning.

Efterforskningen medførte, at politiet slog til mod 15 lokaliteter i Holland og Belgien den 5. november. Her fandt myndighederne flere hemmelige laboratorier og 50 ton kemikalier, der bruges til at producere mdma, som er det aktive stof i ecstasy.

Ifølge politiet var der nok kemikalier til at fremstille flere end 15 millioner mdma-piller.

På gaden i Australien kunne pillerne have indbragt mere end 300 millioner australske dollar eller knap 1,4 milliarder danske kroner.

På et pressemøde blev det afsløret, at Hollandsk og australsk politi har beslaglagt 700 kilo krystallisk mdma i Rotterdam. (Foto: Dan Peled © Scanpix)

Hollændere anholdt

11 personer er blevet sigtet i sagen.

To af de formodede hovedbagmænd, en 58-årig hollænder anholdt i Belgien og en 37-årig hollænder anholdt i Holland, afventer en retssag mod dem i Holland.

Imens er en 48-årig kvinde blevet anholdt i Sydney og sigtet for at have forsøgt at smugle stoffer ind i Australien. Bliver hun dømt skyldig, risikerer hun en livstidsdom.

- Jeg vil gerne takke vores hollandske kolleger for deres ekspertise i denne efterforskning og deres hjælp med at holde disse stoffer væk fra de australske kyster, udtaler politikommissær Reece Kershaw fra australsk politi.

/ritzau/dpa