Politi skød mod stenkastere i Stockholm-forstad

Optøjer i Stockholm-forstad med stenkast og plyndringer i aftes.

Brandfolk måtte mandag aften tage sig af flere påsatte bilbrande i Rinkeby nær Stockholm. (Foto: 10430 Christine Olsson/TT © Scanpix)

Da svensk politi mandag aften forsøgte at anholde en efterlyst person i Rinkeby, en forstad til Stockholm, blev betjentene ved togstationen mødt med stenkast. En betjent blev ramt af en sten på armen, og på et tidspunkt følte politibetjentene sig så trængt, at de affyrede skud mod stenkasterne.

I de første meldinger lød det fra politiet, at der var tale om varselsskud, men her til morgen siger vagthavende ved Stockholms Politi til Aftonbladet, at politiet skød direkte for at standse stenkasterne.

- Der var stenkastning, og de (betjentene, red.) havnede i en vældig trængt situation, hvor flere personer gik til samlet angreb og kastede med sten. De følte sig vældig udsat og truet, siger Sylvia Odin til Aftonbladet.

Ingen personer blev dog ramt, og ifølge SVT Nyheter lykkedes det politiet at slippe væk med den anholdte.

Plyndringer og hærværk

Senere på aftenen udviklede situationen sig til, at grupper af unge kastede med sten, satte flere biler i brand og plyndrede butikker.

En butiksejer, der forsøgte at standse plyndringer og hærværk, blev udsat for vold, men kunne ifølge SVT Nyheter selv tage på skadestuen.

I løbet af aftenen strømmede et stort politiopbud og brandslukningskøretøjer til Rinkeby for at skabe ro og slukke de påsatte bilbrande. 8-10 biler blev sat i brand, oplyser politiet ifølge Expressen.

Omkring 30-50 personer deltog i optøjerne, skønner politiets talsmand Lars Byström over for SVT Nyheter.

Forstaden Rinkeby har tidligere været ramme for optøjer og påsatte brande.

Facebook
Twitter