Politibrutalitet, tåregas og tæsk: Corona-tiltag håndhæves med vold i dele af Afrika

Over 4.000 er nu smittet på kontinentet, hvor pandemien kan blive særligt fatal.

Private sikkerhedsvagter i Johannesburg kropsvisiterer to mænd, som var gået på gaden under nedlukningen af Sydafrika. (Foto: MICHELE SPATARI © Scanpix)

Et scenarie, som mange frygter, rykker langsomt nærmere.

Fra begyndelsen af coronavirus-udbruddet har

FN
og eksperter advaret om, at en pandemi kunne blive særligt katastrofal i Afrika.

Her er sundhedssystemet i mange lande i forvejen overvældet og underfinansieret. Og det vil slet ikke kunne modstå det pres, som virusset i øjeblikket lægger på andre steder i verden.

Hidtil har Afrika oplevet færre tilfælde af coronavirus end resten af verden. Der bliver dog lavet markant færre test, og de officielle tal skal derfor tages med stort forbehold.

Men selvom tallene

givetvis
er for små, så stiger de. Afrika har nu over 4.000 bekræftede tilfælde af coronavirus. Udbruddet befinder sig på et tidligt stadie, men mønsteret ligner Europas, siger sundhedseksperter til nyhedsbureauet AP.

Det lurende katastrofe har fået et række lande til at indføre vidtgående tiltag for at bremse virusset i at sprede sig.

Tiltagene
øger risikoen for social uro og overdreven magtanvendelse fra
myndighederne
. Og de første rapporter om voldeligheder er begyndt at tikke ind.

Tåregas og tæsk i Kenya

I Kenya er der fra i dag indført et natligt udgangsforbud, som har ført til kaos flere steder. Politiet affyrede tåregas i

havnebyen
Mombasa mod pendlere, som forsøgte at nå en færge, der kunne bringe dem hjem inden
udgangsforbuddet
.

Tåregassen
fik mange til at kaste op, spytte og tage sig til ansigtet, hvilket øgede risikoen for at sprede smitte, siger Amnesty International og 19 andre menneskeretsorganisationer i en udtalelse.

Organisationerne siger, at politiet andre steder har tæsket folk med stave, fordi de ikke overholdt

udgangsforbuddet
. Selv
sundhedspersonale
er blevet intimideret, da de rykkede ud, efter
forbuddet
var trådt i kraft.

Krydser på dækket hjælper pendlere med at holde afstand på en færge i Mombasa i Kenya. (Foto: - © Scanpix)

Det vides ikke, hvor mange som er blevet arresteret. Som led i de nye tiltag vil Kenyas domstole kun behandle de mest alvorlige sager, mens alle andre vil blive behandlet på politistationerne.

Militæret stormer hostel i Sydafrika

Sydafrika er med 1.170 tilfælde det land, som er hårdest ramt af coronavirus i Afrika.

Landet er gået skridtet videre end Kenya og lukkede fredag samfundet ned i tre uger.

En politibetjent i Johannesburg holder øje med mænd, som er mistænkt for at bryde nedlukningen af Sydafrika. (Foto: LUCA SOLA © Scanpix)

Efter nedlukningen var trådt i kraft, kom der rapporter om politifolk, der jagtede

hjemløse
og slog dem med stave i Johannesburg.

I bydelen Alexandra rykkede militæret i dag i stort tal ind mod et stort hostel for arbejdere, som forbrød sig mod de nye regler i Sydafrika.

Befolkningen risikerer ellers fængselstraf, hvis de befinder sig uden for deres hjem uden et lovligt formål, skriver Sky News.

Et hostel i Alexandra lignede i dag en krigszone. (Foto: LUCA SOLA © Scanpix)

Få smittede - vidtgående tiltag

Zimbabwe og Rwanda har - officielt - få smittede med coronavirus. Alligevel har begge lande indført vidtgående

restriktioner
.

Rwanda var det første land, som lukkede ned syd for Sahara. Her nægtede politiet tidligere på ugen, at man havde skudt to personer for brud på nedlukningen. De to dræbte angreb en betjent, lyder forklaringen.

En avissælger på en mennesketom gade i Kigali efter regeringen i Rwanda lukkede landet ned. (Foto: SIMON WOHLFAHRT © Scanpix)

Zimbabwe, som har en lang tradition for politibrutalitet, indfører en tre uger lang nedlukning fra på mandag.