Politiet afspærrer New Delhi efter voldtægtsdrab

Ordensmagten maner til ro i den indiske hovedstad, som har været skueplads for rasende demonstranter.

Politiet har lagt en ring omkring det store triumfbue-monument India Gate i New Delhis centrum, som sidste weekend var mål for store demonstrationer. (© Scanpix)

Politiet frygter nye optøjer i Indiens hovedstad, New Delhi, efter nyheden om den unge kvinde, som blev mishandlet og massevoldtaget i en bus for to uger siden, nu er død på hospitalet af sine kvæstelser.

Politichefen i den indiske millionby, Neeraj Kumar, opfordrer folk til at bevare roen og sørge over drabet på en fredelig måde. Samtidigt er store del af New Delhis centrum afspærret.

I en officiel meddelelse lørdag fastslår han, at området omkring det store triumfbue-monument India Gate samt 10 metrostationer er lukket for offentligheden.

Mange kvæstet i sidste weekend

Sidste weekend skød politiet med tåregas, gummikugler og vandkanoner mod tusindvis af demonstranter, som forsøgte at marchere mod præsidentpaladset i centrum af hovedstaden.

Ifølge nyhedsbureauet dpa kom flere end 100 politifolk til skade i sammenstødene, og en betjent mistede livet. Antallet af demonstranter, som blev kvæstet, vides ikke med sikkerhed.

Gemytterne er kommet i kog efter sagen om den unge kvindelige studerende, som blev voldtaget og brutalt gennembanket af en gruppe berusede mænd på en bus i New Delhi 16. december.

Delhi har flest seksualforbrydelser

Sagen, som med den 23-åriges kvindes død nu har udviklet sig til en drabssag, har udløst voldsomme protester i Indien, hvor den har vakt debat om kvinders retsstilling og ført til krav om henrettelser af gerningsmændene.

New Delhi har den højeste forekomst af seksualforbrydelser af alle Indiens byer. Politiets statistik viser, at der bliver rapporteret en voldtægt hver 18. time. Men mange forbrydelser bliver aldrig anmeldt.

Uset blandt verdens største økonomier

En undersøgelse fra Thomson Reuters Foundation viste i sommer, at indiske kvinder bliver diskrimineret, misbrugt og dræbt i et omfang, der er aldeles uset blandt de andre af verdens 20 største økonomier.

Selv om velklædte kvinder i vestligt tøj på scootere eller i bil på vej til arbejde som læger, advokater og politibetjente efterhånden er et hverdagssyn i byerne, lurer farerne lige under overfladen.

Det gælder alt fra fosterdrab, børneægteskaber, medgiftsmord og æresdrab over diskrimination i forhold til sundhed og uddannelse til kriminalitet som voldtægt, vold i hjemmet og menneskehandel.

/ritzau/AFP

Facebook
Twitter