Politiet bruger tåregas mod demonstranter efter Bastille-parade

Demonstranter indtog Champs-Elysees i Paris, efter at militærparaden, der markerer Bastilledagen, var slut.

Fransk politi og demonstranter er tørnet sammen på Bastilledagen i Paris. (Foto: pascal rossignol © Scanpix)

Fransk politi har søndag eftermiddag anvendt tåregas mod demonstranter ved den kendte boulevard Champs-Elysees i Frankrigs hovedstad, Paris.

Det skriver flere nyhedsbureauer.

Ifølge AFP's udsendte journalist råbte demonstranterne negative slagord mod den siddende regering.

Også sikkerhedsafspærringer, der var sat op i området i forbindelse med den årlige militærparade, der markerer Bastilledagen, blev ødelagt.

Optøjerne udspiller sig få timer efter, at præsident Emmanuel Macron i selskab med andre europæiske ledere har fejret den franske nationaldag.

Gule veste tilbageholdt

Champs-Elysees blev åbnet for trafik søndag eftermiddag, da militærparaden, hvor omkring 4000 personer fra de væbnede styrker deltog, var slut.

Men ifølge Reuters forsøgte en lille gruppe fra græsrodsbevægelsen "De Gule Veste" at spærre vejen igen.

Den franske tv-station BFM viser ifølge nyhedsbureauet billeder af, at politiet bruger tåregas mod demonstranterne, der står på gaden med metalhegn og skraldespande, som de forsøger at blokere den med.

Tidligere søndag har en kilde fra fransk politi og en anden kilde i det franske retssystem sagt, at omkring 150 personer fra "De Gule Veste" er blevet tilbageholdt.

/ritzau/

Facebook
Twitter