Politiet efter optøjer i Rinkeby: Vi vil gøre det bedre næste gang

Svensk politi erkender, at det er tid til at se indad efter mandagens optøjer i Stockholm-forstaden.

Politiet har øget bemandingen efter optøjerne i Rinkeby, et af Sveriges særligt udsatte boligområder. (Foto: Scanpix Sweden © Scanpix)

På torvet i Stockholm-forstaden Rinkeby vidner knuste ruder og synlig politipatruljering om optøjerne mandag aften, hvor en gruppe unge kastede sten mod politiet, plyndrede butikker og satte biler i brand.

Optøjerne har bragt sindene i kog blandt Rinkebys borgere, der også retter deres vrede mod politiet.

Politiet var for lang tid om at rykke ud, og politibetjentenes sikkerhed vejer åbenbart tungere end områdets beboeres, lyder kritikken.

En af dem, der kritiserer politiets reaktionstid, er butiksejer Chaima Hakam.

- De kom først efter flere timer, da de unge var blevet trætte, og så stod de bare på torvet, siger Chaima Hakam til Sveriges Radio.

Optøjerne startede, da en patrulje med tre betjente ved 20-tiden mødte op for at anholde en person ved togstationen i Rinkeby.

Betjentene blev tvunget til at forlade området og tilkalde forstærkning, da de unge begyndte at kaste sten mod dem.

Da forstærkningerne kom til, blev også de angrebet af stenkastende unge, og politiet måtte igen trække sig tilbage.

En betjent følte sig så truet, at han trak sin pistol og skød mod de unge.

Hos politiet i Stockholm vil man nu se indad.

- Er der den opfattelse, at vi har været for passive og for langsomme, så skal vi være selvkritiske og gøre det bedre næste gang. Det lover jeg, at vi vil arbejde benhårdt på, siger stedfortrædende indsatsleder Jan Evensson fra politiet i Stockholm til Dagens Nyheter.

Ingen er blevet anholdt efter optøjerne, og det er bestemt heller ikke tilfredsstillende, understreger han:

- Det er ikke godtaget.

Jan Evensson påpeger dog samtidig, at politiet arbejdede under svære vilkår den aften, at det var mørkt, og at alt skete meget hurtigt.

På torvet overfaldt flere af de unge også en fotograf, der kom for at dække optøjerne for Dagens Nyheter.

Ifølge redaktionschef Caspar Opitz fra det svenske medie var det en gruppe på omkring 15 unge, der slog og sparkede fotografen, som blev slået i jorden. Det fik dog ikke de unge til at stoppe overfaldet.

- Han har det efter omstændighederne godt. Mørbanket, med blå mærker, og givetvis chokeret og oprevet, siger redaktionschefen.

Facebook
Twitter